Erfarne branchefolk etablerer nyt gasselskab

Et nyt selskab Viking Energi A/S, som tilbyder gas og energiløsninger, er blevet etableret i Køge

Det velkendte Viking Gas er markedets eneste danske leverandør og servicepartner indenfor den danske F-gasbranche. Virksomheden går nu på markedet med et fuldt sortiment inden for gasleverance og service til tank- og flaskekunder overalt i Danmark sammen med tilbud om energirådgivning og optimering. Det oplyser Viking Energi A/S i en pressemeddelelse.

Bag virksomheden står blandt andet direktør Kenneth Krogh, som i forbindelse med etableringen af Viking Energi A/S kan drage nytte af en omfattende erfaring fra gasbranchen herunder senest 15 år som adm. direktør for Primagaz Danmark A/S.

Også energirådgivning

Endvidere har Viking Energi A/S samlet en række garvede gasfolk og samarbejdspartnere i gasbranchen, så stort set alle opgaver kan løses inden for levering og servicering af flaske og tankgaskunder.

- Der bliver mulighed for at trække på noget af den bedste ekspertise og kvalitet, der findes på området, forklarer direktør Kenneth Krogh og fortsætter:

- Også løsninger inden for energirådgivning og optimering kan klares inden for netværket og planen er at udvide kredsen af leverandører og samarbejdspartnere løbende - i takt med behovet og mulighederne.

-Vi glæder os til at udvikle Viking Energi A/S, der såvel kundemæssigt, produktmæssigt som organisatorisk indeholder et betydeligt potentiale udtaler Kenneth Krogh og det er målet at Viking Energi A/S skal være en attraktiv arbejdsplads og en attraktiv partner for kunder, samarbejdspartnere og øvrige forretningsforbindelser.

Læs også