Vinderne af Kopenhagen Furs designerpris Den Gyldne Pelsnål blev fundet onsdag aften i Glostrup
Mere end 450 gæster overværede onsdag afslutningen på designkonkurrencen Den Gyldne Pelsnål. Det skriver Kopenhagen Fur på sin hjemmeside.
For 14. år i træk gav unge designere nemlig deres bud på, hvordan fremtidens pelsdesign ser ud. Idéen er, at fremtidens designere får et bedre kendskab til pels som materiale, og at de får inspiration til at finde på helt nye og innovative måder at bruge pelsen på.
Ifølge Kopenhagen Fur var ni nytænkende designtalenter fra landets design- og arkitektskoler med i konkurrencen og dystede i de tre kategorier – ”Womenswear”, ”Homewear” og ”Menswear”. Finalisterne fremviste deres bud på nyskabende brug af pels i luksuriøse kreationer, som blev efterfulgt af præmieoverrækkelsen.
Det blev Ramona Jutta Reile, der i år løb med Den Gyldne Pelsnål 2012 inden for kategorien Menswear. Ramona Jutta Reile, der studerer på Designskolen Kolding, havde designet en innovativ jakke i ræv til mænd, med to tilhørende tasker i mink.
I Womenswear kategorien var det Lærke Koldskov fra TEKO Design & Business, der vandt Den Gyldne Pelsnål 2012. Lærke Koldskov havde designet en knælang kjole bestående af en kombination af plukket og barberet mink og læder med de forskellige pelsmaterialer udstukket i et smukt mønster over hele kjolen.
Det var en glad og overrasket Rosita Gonzales Skjelmose, der vandt i kategorien Homewear. Rosita Gonzales Skjelmose, der studerer på Margrethe-Skolen, fremviste en innovativ design-idé bestående af cykelsæde-betræk i både mink og ræv. Hun havde designet tre forskellige betræk med inspiration fra tegnefilmsverdenen.
De tre vindere af Den Gyldne Pelsnål 2012 modtog et praktikophold, et tredags rejselegat til Paris inklusiv to dages entré til den internationale messe Premiere Vision inkl. besøg på Le Cuir og Mod A'Mont.