Fødevareminister Mette Gjerskov (S) har afsat flere penge til ordningen for natur- og miljøprojekter
Ifølge fødevareminister Mette Gjerskov har stadig flere
landmænd lyst til at etablere særlige natur- og miljøprojekter. Derfor afsætter
ministeren nu yderligere syv millioner kroner til ordningen for natur- og
miljøprojekter.
Med ekstrabevillingen øges ordningen fra de sædvanlige 13
millioner kroner til 20 millioner kroner i 2012.
- Mange landmænd vil gerne gøre en forskel, og så skal der selvfølgelig også
være penge at søge, så de kan komme i gang med nye tiltag, der giver os alle
mere natur, lyder det fra Mette Gjerskov.
I år kom der ifølge Ministeriet for Fødevarer, Landbrug og Fiskeri 244
ansøgninger på i alt 45,7 millioner kroner. I 2011 var der 208 ansøgninger for
34,6 millioner.
Særlig stor interesse for græsningsprojekter
De ekstra syv millioner kroner vil blive fordelt med fire millioner kroner
til græsningsprojekter, to millioner kroner til planlægningsprojekter og en
million kroner til særlige levesteder.
I årets ansøgningsrunde har der været en særlig stor interesse for
græsningsprojekter. I græsningsprojekterne gives der eksempelvis støtte til
indhegning af naturarealer samt kvæg og får, der afgræsser områderne.
De ekstra penge udløser ifølge Ministeriet for Fødevarer, Landbrug og
Fiskeri ikke en ny ansøgningsrunde. I stedet udvælger NaturErhvervstyrelsen
flere projekter blandt de allerede indkomne ansøgninger.