Ifølge Videncenter for Svineproduktion er det svinebranchens frivillige stop af brugen af bredspektret antibiotika, der nu giver pote
Svinebranchens frivillige stop af det bredspekteret
antibiotikum cephalosporin slår nu igennem.
Forekomsten af den
cephalosporin-resistente ESBL-bakterie i svinebesætningerne er nemlig reduceret til nul.
Det oplyser Videncenter for Svineproduktion i en pressemeddelelse.
DANMAP, der er myndighedernes årlige opgørelse over udviklingen af blandt
andet resistente bakterier hos dyr og mennesker, er netop udkommet.
Og ifølge Videncenter for Svineproduktion viser opgørelsen, at
svinebranchens frivillige stop for brugen af den bredspektrede
type antibiotika, cephalosporin, har været en succes. Bakterier med resistens
over for denne type antibiotika er ikke fundet i danske besætninger.
- Det er et flot stykke arbejde de danske svineproducenter og dyrlæger har
gjort med udfasningen af cephalosporinerne. Det resultat er overraskende
hurtigt slået igennem i staldene, hvilket vi kan være meget stolt over, siger
Nicolaj Nørgaard, der er direktør for Videncenter for Svineproduktion.
Udviklingen over for samme type resistente bakterier er ifølge Videncenter
for Svineproduktion også gået i en positiv retning på slagterierne, hvor fund
blandt de dyr, der kommer ind, er faldet fra 12 procent i 2010 til 3,6 procent
i 2011.
- Det er et fantastisk resultat, der er opnået. Og det viser at samarbejde
på tværs og faglig viden kan rykke udviklingen i en retning, som alle kan være
tilfredse med, siger Nicolaj Nørgaard.