Vælg en offensiv høststrategi

En offensiv høststrategi her i 2012 bør være læren af de to seneste høstår, hvor nedbør i sensommeren og efteråret ødelagde meget.

 - Når vi ser tilbage på de seneste to år, er der ingen tvivl om, at læren bør være, at de afgrøder, der med rimelighed kan mejetærskes, dem skal man gå efter at få i hus.

Det pointerer planteavlskonsulent Morten Eshøj, Patriotisk Selskab, der fortæller, at rådet selvfølgelig gælder særligt på de ejendomme, hvor man ved, høstkapaciteten er presset.

Morten Eshøj tilføjer, at det dog er en svær balancegang at ramme det helt optimale tidspunkt - eksempelvis hvis man, som det er tilfældet i denne uge, har en vejrudsigt med regn om et par dage - hængende over hovedet.

- Det kan være udmærket at være tidligt ude. Men jeg kender også aktuelle tilfælde, hvor man har taget hveden med omkring 16 procent vand. Men når afgrøden så kommer på lager, stiger vandprocenten til 20, fordi kornet er taget, før det er modnet helt af. Så det er altså ikke altid nemt. Men udgangspunktet er, at man skal være offensiv i sin strategi, påpeger Morten Eshøj.

I gang på Nordvestfyn

Et af de steder, hvor man belært af de sidste to års erfaringer har valgt at være offensiv i sin høststrategi er hos Stenagergaard Markbrug I/S på Nordvestfyn. 

- Sidste år oplevede vi, at vi måtte leje en mejetærsker med bælter til at køre i den sidste del af høsten. Men på grund af den våde sensommer var kornet blevet så dårligt, at det kun lige kunne betale for lejen af bæltemejetærskeren, siger gårdejer Hans Boesen, der sammen med sin kollega Ole Sloth Nielsen driver Stenagergaard Markbrug I/S, og som i går var i fuld gang med høsten, da Effektivt Landbrugs høstreporter lagde vejen forbi.

Læs også