Prognose forældet inden blækket var tørt
Råvarepriserne i L&F's prognose for økonomien i svineproduktionen i 2012 og 2013 var uaktuelle, da prognosen blev udsendt.
- Det er meget uprofessionelt og uheldigt, siger formand for Danske Svineproducenter, Henrik Mortensen.
Afdelingschef Finn Udesen, Landbrug & Fødevarer, forklarer, at tallene, der var valgt som forudsætninger for prognosen var aktuelle, da notatet blev lavet.
- Det var planlagt, at prognosen skulle have været ude ugen før, den kom ud, lyder forklaringen videre fra Finn Udesen, som oplyser, at man kan vente en opdateret prognose efter et par måneder, når høsten i USA og herhjemme formentlig er overstået.
Henrik Mortensen mener, at mange i forvejen har mistet tilliden til prognoserne for lang tid siden:
- Som standard viser prognoserne jo altid overskud næste år, og endnu bedre om to år, påpeger han.
Henrik Mortensen forventer, at de reelle prisrelationer helt sikkert vil tømme mange slagtesvinestalde, og det samme frygter Finn Udesen.