På Landsskuet vil der fredag eftermiddag være flere Limousine dyr på auktion som en del af deres verdenskongres.
Hele 209 Limousine dyr kan i næste uge opleves på Landsskuet i Herning. Fredag eftermiddag skal de kæmpe ved Championatkonkurrencen med udpegning af skuets bedste Limousiner.
Herefter afholdes der auktion, hvor flere dyr kommer under hammeren. Nedenfor ses de mange dyr på auktion.
Dyr på aktion fra Nord- og Midtjylland:
Snap P Lady Gloria, en et år gammel polled kvie. Ejeren købte kviens mor på Limousineforeningens første avlsdyrauktion i 2002. Opdrætterne er; Snapholt Limousine ved Taars.
Klarlund Bente, en fem år gammel polled ko med en godt to måneder gammel tyrekalv ved siden. Og Birkely Elegant, en tre år gammel tyr, der har vist gode evner for letfødte kalve i sin nuværende besætning er også på auktion. Dyrene er fra Lynge Limousine ved Arden.
Arden Findus, en halvanden år gammel tyr, klar til at indgå i avlen i den besætning, den nu måtte lande i. Klarlund går igen i en stor del af afstamningen, hvilket fortæller om nært slægtskab til familien Laursens mange Limousiner. Tyren kommer fra Arden Limousine ved Arden
Gandrup Elina, en knap tre år gammel førstekalvsko med en fire måneder gammel tyrekalv ved siden. Både Elinas mor og mormor har vundet championater på Landsskuet og i øvrigt også på lokale skuer. Og Gandrup Feodora, en 21 måneder gammel kvie. Mormoren er en fransk importeret ko. Elina har trods sin unge alder allerede en flot titel fra Landsskuet 2011, hvor hun blev tildelt den flotte titel Champion Bedste Yngre Kvie. Både ko og kvie er fra Gandrup Limousine ved Arden.
Sidst fra Nord og Midtjylland er Gjern Frances, en stor og veludviklet kvie på 27 måneder, som kommer fra Gjern Limousine ved Gjern.
Dyr på auktion fra Sydvestjylland:
Grønbjerg Fjalte, en halvandet år gammel tyr efter en fransk importeret tyr. Grønbjerg Fjalte er Individafprøvet med et godt resultat til følge og en god eksteriørkåring. Han er fra Grønbjerg Limousine ved Nørre Nebel.
Storgaard Abeille er syv år. En stor og lang ko og af samme grund med en flot kåring. Denne ko kommer fra Borre Limousine ved Oksbøl.
Karensminde Funkia, en godt halvandent år gammel meget kødfuld kvie. Opdrætteren er Karensminde Limousine ved Ansager.
Risvang Gustav P, en knap halvandet år gammel polled tyr. Risvang Gustav P er individafprøvet med et særdeles godt resultat til følge. Tyren er i øvrigt også udtaget til sædtapning,, og er dermed en del af Dansk Limousine Forenings sædprogram. Og Risvang Gorm P, endnu en polled tyr fra samme ejer. Gorm P er 14 måneder, individprøvet og i øvrigt også polled. Begge tyre er fra Risvang Limousine ved Brørup
Dyr på auktion fra Sjælland:
Løserupgård Emme er en stor førstekalvsko med en seks måneder gammel polled tyrekalv ved siden. Koen er desuden Championvinder på Roskilde Dyrskue. Koen kommer fra Løserupgård Limousine ved Holbæk
Auktionerne foregår i hal Q fredag den 6. juli klokken 17.
Dansk Limousine Forening er garant for hjemtransport af de solgte Limousiner til alle brofaste øer i Danmark.
Aftenen afsluttes med en Limousinefest i Hal Q med forventet deltagelse af næsten 600 Limousinefolk fra hele verdenen.
Verdenskongressen afsluttes mandag den 9. juli med galaaften, hvor Søren Gade, formand for Landbrug & Fødevarer, vil holde tale for de mange deltagere.