Op imod 300 landmænd på Sydhavsøerne har stævnet staten

Flere store vandløbslaug på Lolland-Falster har lavet fællesstævninger.

Et sted mellem 250 og 300 landmænd på Sydhavsøerne har stævnet staten for vandplanerne.

Det er meldingen fra foreningssekretær Jens Kahr, Dansk Landbrug Sydhavsøerne (DLS) i Nykøbing Falster.

- Kort efter at Landbrug & Fødevarer offentliggjorde sin stævning af staten for vandplanerne, afholdt DLS og advokat Jacob Ploug et møde med deltagelse af 150- 200 landmænd om at det at stævne staten.

- Efterfølgende har vi hos DLS, bl.a. i samarbejde med advokat Jacob Ploug, udarbejdet cirka 80 stævninger på vegne af mellem 250 og 300 landmænd, der er berørt af vandplanernes indsatser og fejlklassificering af vandløbene, fortæller Jens Kahr.

Flere fællesstævninger

Ifølge foreningssekretæren har DLS har sammen med flere store vandløbslaug lavet fællesstævninger, og i den største fællesstævning indgår cirka 50 lodsejere, der alle er berørt af vandplanerne.

- Der er ingen tvivl om, at sidste års oplevelse med vand - i kombination med  at Sydhavsøerne generelt er flade arealer, har fået mange til at stævne staten for de indsatser, der ligger i planerne.

- Selv den mindste ændring i vedligeholdelsen af vandløbene får katastrofale følger langt ud på markerne, og det kan vi ikke acceptere på Sydhavsøerne, forklarer Jens Kahr, og tilføjer:

- Den usikkerhed, der desuden er om de næste vandplaner, erstatninger og manglende beskrivelse af de konkret indsatser, har fået en del landmænd til at stævne staten.

- Som en landmand sagde om sin stævning: »Hvis vi ikke gør noget, accepterer vi jo bare planerne. Nu har vi trods alt forsøgt at sige fra, lyder det fra Jens Kahr.

 

 

 

Læs også