Fart over feltet på Bornholms dyrskue

Selvom dyrskuet på Bornholm forsøgsvis denne gang kun foregår over to dage, er der igen masser at se og opleve.

Koordinator af dyrskuet i Almindingen og sekretær i Bornholms Landbrug Birte Hansen kan igen præsenterer et spændende og alsidigt program, hvor man også går nye veje for at skabe et spændende dyrskue.

- Blandt andet på grund af skolernes sommerferie har vi i år valgt, at dyrskuet skal vare to dag fra lørdag til søndag i stedet for de faste tre. Fredag den 22. juni er en skoledag, hvorfor vi ikke regner med at modtage så mange besøgende, fortæller Birte Hansen, som dog understreger, at der er tale om en forsøgsordning.

Som noget helt nyt vil der lørdag aften være havetraktortræk og søndag aften vil der afslutningsvis være benzindrevne modelbiler på travbanen, som fræser af sted, men i år som et væsentligt større arrangement. Der er derfor fart over feltet på årets dyrskue.

 

Flere kvægbesætninger

Tivoliet er flyttet op til skoven, og dermed er alle udstillinger for første gang rigtig samlet, så det bliver ligesom en stor familie, forklarer koordinatoren.

Antallet af udstillere er på linje med sidste år, selvom Birte Hansen gerne havde set flere kvægbesætninger.

- Vi er så småt i gang med et generationsskifte, tror jeg, og her gælder det om at friste de unge landmænd til at deltage, og måske bliver de lokket til det, når de forhåbentlig kommer forbi lørdag eller søndag.

 

Snobrød til Sankt Hans

Dyrskuet i Almindingen foregår samtidig med Sankt Hans, men det har man også en løsning på.

- Vi må selvfølgelig ikke have et stor bål midt på dyrskuet, det ville ikke være klogt, men vi har sørget for en olietønde, hvor de mindste kan bage snobrød.

Og Birte Hansen er som altid optimist og tror på et stort fremmøde til dette års 159. dyrskue.

- Jamen jeg håber og tror på, at der kommer ligeså mange som sidste år. Vi har jo både spændende kåringer, hesteshow, konkurrencer og endda sumobrydning. Men alt mellem 14 og16.000 ville være tilfredsstillende.

På Bornholms Landbrugs hjemmeside kan man finde link til dyrskuet i Almindingen.

Læs også