52.000 gæster i Odense

Besøgstallet faldt 6.000 på Det Fynske Dyrskue i forhold til i fjor. Til gengæld var der god stemning blandt udstillerne.

Der var optimisme at spore blandt udstillerne på årets fynske dyrskue, som blev afviklet i weekenden. Sidste år var maskinfolkene slet ikke med på skuet, men til gengæld var der fredag, lørdag og søndag troppet masser af store maskiner og andet udstyr op på den store dyrskueplads midt i Odense by.

Fra flere af udstillerne blev der meldt om afsluttede handler og om mange emner til nye traktorer, mejetærskere eller maskiner, som skal følges op i den kommende tid.

Også arrangørerne var tilfredse med forløbet af Det Fynske Dyrskue 2012, om end besøgstallet faldt fra sidste års godt 58.000 gæster til 52.201 i år. Besøgstallet var fordelt med 18.720 om fredagen, 21.472 om lørdagen og 12.009 på skuets sidste dag i søndags, hvor der kom nogle lette regnbyger dagen igennem.

Udsolgt plads

- Det har virkelig været en fornøjelse at se så mange glade mennesker mødes på dyrskuepladsen i Odense til Fyns største kulturbegivenhed. Vi er stærkt optaget af, at der både er noget at komme efter for byens borgere, der sjældent møder landbruget, og for de professionelle udstillere, der bruger dyrskuet til at komme i kontakt med landmændene, siger Niels Rasmussen, formand for Det Fynske Dyrskue, og glæder sig også over, at skuet har kunnet fastholde et stort antal heste- og kvægudstillere, og man i år måtte melde udsolgt af standpladser.

- De unge landmænd viser stigende interesse for at medvirke på dyrskuet og er derfor med til at føre traditionen med tre festdage for landbruget videre, siger formanden og oplyser, at det fynske dyrskue næste år afvikles i tilsvarende weekend, den 14 til 16. juni.

Læs også