Hård kritik fra svineproducenter mod Danish Crown efter offentliggørelse af halvårsregnskab.
Svineandelshaverne i Danish Crown hånes af deres egen slagterikoncern. Det pointerer Danske Svineproducenters formand, Henrik Mortensen, i sit ugentlige nyhedsbrev.
- Mens slagtesvineproducenterne bløder, sender Danish Crown et efter eget udsagn fornuftigt halvårsresultat i et robust Danish Crown på gaden. Trods høje råvarepriser i forædlingsselskaberne kommer koncernen ud med en fornuftig indtjening, oplyser slagteriet i en pressemeddelelse. Men det er jo netop på sin evne til at betale en høj råvarepris, at et andelsselskab skal vejes, og her er der intet tilfredsstillende ved resultatet.
Formanden påpeger videre, at aldrig har eksporten af smågrise ud af landet været større. Og aldrig har udenlandske slagtesvineproducenters betalingsvillighed været højere.
- Jeg kan ikke få øje på nogen robusthed overhovedet. Jeg kan heller ikke genkende, at råvarepriserne skulle være høje. Fakta er, at slagtesvinestaldene hjemme hos mig er ved at være tomme, fordi slagtesvineproduktionen de seneste måneder har været en ren underskudsforretning sammenlignet med salg af smågrise til udlandet. Og intet tyder på, at den praksis ændrer sig med prisstigninger på foder, som overhaler den noteringsstigning, der har været hen over foråret, skriver Henrik Mortensen.