Dalum har styr på økonomien

Dalum Landbrugsskole kom gennem 2011 med et pænt overskud. Skolen byder på nye tiltag - og skal selv »til eksamen«.

- Det går rigtig godt. Økonomisk er vi kommet gennem 2011 med et pænt overskud på en lille million. Det er godt med henblik på fremtidige investeringer.

Det siger Brian Caspersen, der pr. 1. august 2011 tiltrådte som direktør for Dalum Landbrugsskole. Og han fortsætter:

- Selv om det ikke er skolens opgave at spare penge op, er vi glade for, at der er et overskud. Det giver os mulighed for at investere. Og det, at vi kan holde sammen på vores økonomi, gør, at vi kan fokusere på andre områder. Blandt andet vore lederuddannelser. De er en vigtig aktivitet her på skolen, og vi klarer os generelt godt på lederuddannelserne.

Akkreditering
Med hensyn til indeværende skoleår påpeger Brian Caspersen blandt andet, at Dalum Landbrugsskole stadig udvikler samarbejdet med Erhvervsakademi Lillebælt på områderne Jordbrugsteknolog (JT) og Professionsbachelor i Jordbrugsvirksomhed (Pba).

- I den sammenhæng skal vi akkrediteres, fortæller han. Onsdag den 25. april kommer der et korps af auditører, som skal gennemgå al dokumentation vedrørende uddannelserne.

- Akkreditering betyder, at man får et eksternt tilsyn - et større kvalitetseftersyn af de måder, skolen gennemfører uddannelserne på. Det er med til at styrke kvaliteten på hele skolen.

Kvalitetsstempel
- Det overordnede mål er et ensartet højt kvalitetsniveau på alle uddannelserne. Og at man kan lære af hinanden og dele erfaringer med andre. Erfaringer med det, vi gør rigtig godt.

- Vi er den eneste landbrugsskole, der udsættes for den form for eftersyn, bemærker Brian Caspersen. Det betyder populært sagt, at vi får et »stempel« - et bevis på, at vi har en bestemt systematik omkring de uddannelser, vi gennemfører. Det sker i samarbejde med Erhvervsakademi Lillebælt.

Nyt tilbud: »Dalum +10«
Dalum Landbrugsskole har et nyt tilbud til de unge: »Dalum +10« er en grundforløbspakke på 40 uger, som ud over grundforløbet til landmand eller jordbrugsmaskinfører tillige omfatter dansk, engelsk og matematik på niveau svarende til 10. klasse i folkeskolen. Desuden er der mulighed for valgfag i blandt andet ridning og friluftsliv samt traktorkørekort, førstehjælp, brandbekæmpelse m.m. Dalum +10 starter 1. august på afdelingen i Korinth, og p.t. er der tilmeldt 19 elever.

Samtidig starter det almindelige grundforløb, der strækker sig over 20 uger. Her er der tilmeldt 36. Det er en stor stigning i tilslutning til grundforløb. I alt er der således 55 tilmeldte på nuværende tidspunkt mod 32 på samme tid sidste år.

Flere vil lære landbrug
- Der er altså tale om en betydelig vækst i tilgangen af elever til Dalum Landbrugsskole, konstaterer Brian Caspersen.

- I det hele taget er der generelt en god tilgang til landbrugsuddannelserne. Det hænger blandt andet sammen med, at vi i modsætning til flere andre erhverv har mange praktikpladser - faktisk flere, end der er elever til.

- Såvel Dalum + 10 som landbrugsuddannelsens almindelige grundforløb omfatter både teori og praktik. I den forbindelse arbejder vi på, at der er dyr på afdelingen i Korinth, oplyser Dalum Landbrugsskoles direktør.

Læs også