Med en eksport på 120 milliarder kroner tegnede landbrugs- og fødevareerhvervet sig sidste år for 57 procent af overskuddet på den danske handelsbalance.
Overskuddet på handelsbalancen voksede i 2011 til 80,2 milliarder kroner i Danmark.
Heri spillede landbrugserhvervet en væsentlig rolle.
I 2011 eksporterede Danmark for i alt 120 milliarder kroner landbrugsprodukter, fødevarer og agroindustrielle produkter, viser en ny opgørelse fra Landbrug & Fødevarer.
Importen af de samme varer var på 74 milliarder kroner, og dermed blev nettooverskuddet på 46 milliarder kroner, altså 57 procent af det samlede overskud på handelsbalancen.
Til Jyllands-Posten forklarer Landbrug & Fødevarers cheføkonom, Leif Nielsen, at fødevarer og andre landbrugsprodukter traditionelt klarer sig relativt godt under en lavkonjunktur.
- Selvom forbrugerne sparer, skal de trods alt have noget at spise, siger Leif Nielsen, der vurderer, at erhvervet har haft en stabiliserende funktion i dansk økonomi under den økonomiske krise.
Vækstøkonomier trækker læsset
Det er især vækstøkonomierne i Asien, der er med til at skabe eksportsuccesen. Eksempelvis er salget af minkskind til Kina eksploderet de senere år med en værdi i 2011 på otte milliarder kroner.
- Samtidig har den økonomiske vækst på fjerne markeder i blandt andet Asien været med til at trække eksporten op på det aktuelle rekordniveau. Vi sælger simpelthen større mængder til højere priser på disse markeder, siger Leif Nielsen.
Eksporten af traditionelle landbrugsvarer stod i 2011 for samlet set 72 milliarder kroner.