Spekulantdrevet prisrally under opsejling på råvarer

Undlader man at disponere foder i den nuværende markedssituation, bliver foråret og sommeren en dyr affære, når man skal købe foder til sin animalske produktion, vurderer markedsekspert Palle Jakobsen, agrocom.dk.

Får Effektivt Landbrugs faste markedskommentator, Palle Jakobsen, agrocom.dk, ret, er der stor mulighed for, at høståret bliver afsluttet med et spekulantdrevet prisrally på en række råvarer. Eksempelvis hvede og soja.

Han begrunder dette mulige scenarie med, at store internationale kapitalfonde ligger inde med en rekordstor mængde salgskontrakter på hvede. Fondene har således satset hele butikken på, at hvedepriserne vil falde yderligere.

- Men de seneste stigninger på hvede har sendt priserne op i et niveau, hvor fondenes salgskontrakter snart er tabsgivende. Stiger hveden blot en anelse mere, vil fondene blive efterladt med en tabsgivende satsning, og de får efterfølgende meget travlt med at købe den solgte hvede tilbage igen. En trafik der vil give meget massiv støtte til priserne i en periode og udløse et spekulantdrevet prisrally a la det, som vi så i 2010, vurderer Palle Jakobsen.

Dyre dispositioner
Også sojaprisen buldrer aktuelt op.

- Så undlader man at disponere foder i den nuværende markedssituation, bliver foråret og sommeren en dyr affære, når man skal købe foder til sin animalske produktion, lyder den aktuelle analyse fra markedseksperten.

Læs også