Første 2011-landbrugsregnskab klar: Overskud på 850.000 kroner

Den fynske mælkeproducent Jens Harrekilde Jensen offentliggør som årets første landmand regnskabsresultatet for det forgangne år.

En glad og tilfreds landmand! Sådan lyder indledningen på noget så sjældent, som den pressemeddelelse, som Effektivt Landbrug i går modtog i anledningen af regnskabsafslutningen hos en landmand. Tilmed drejer det sig om givet vis det første 2011-regnskab, som allerede er færdiggjort i en landbrugsbedrift.

Og det er vitterlig en fynsk succeshistorie, som mælkeproducent Jens Harrekilde Jensen fra Hestehavegård i Gislev, har valgt at offentliggøre.

Resultatet for det forgangne år i Hestehavegård ApS viser nemlig et overskud i selskabet på 850.000 kroner ud af en samlet omsætning på cirka fire millioner kroner - svarende til, at hver femte omsætningskrone er landet på bundlinien som overskud. Et faktum, som de fleste virksomheder sikkert vil være meget misundelige på, især i de svære økonomiske tider.

Hele omsætningen stammer fra gårdens jerseybesætning på 180 køer, og uden den dårlige og besværlige høst i 2011 vurderer Jens Harrekilde Jensen, at resultatet ville have været på cirka en million kroner.

- Historierne i landbruget er præget af krisestemning, problemer med indtjeningen, større renteudgifter og øgede bidragssatser. Men der findes også gode historier om glade landmænd, og det er en sådan, jeg hermed gerne vil fortælle, siger Jens Harrekilde om sin offentliggørelse af regnskabsresultatet, der er det bedste i hans 28 år som mælkeproducent og som tredje generation på Hestehavegård.

Tab hentet på to år
Sidste år var overskuddet på bedriften på Hestehavegård på 615.000 kroner. Dermed er tabet på omkring 1,5 millioner kroner i katastrofeåret 2009 hentet tilbage på blot to år.

Dengang gav den østfynske mælkeproducent sig selv tre år til at rette tabet op. Inden da havde han nedlagt det ellers så kendte gårdmejeri på stedet, og med nye tiltag og fuld fokus på besætningen har det bevirket, at underskuddet er blevet tjent ind på kun to år.

- Samtidig med besparelserne betød det også, at jeg egentlig er blevet gladere for mit arbejde og hverdagen, selvom det også har betydet nogle længere arbejdsdage, erkender Jens Harrekilde, der før havde en fodermester ansat. I dag har han dels en ukrainsk medarbejder, som har været på Hestehavegård i flere år, samt en ukrainsk elev.

- Det er dygtige folk, som jeg værdsætter og behandler godt, siger Jens Harrekilde, der selv er kendt for sin rejselyst og for deltagelsen i Robinson-Ekspeditionen for en del år siden.

Gift med revisor
En væsentlig årsag til de gode regnskabsresultater i bedrifter hænger naturligvis også sammen med de forbedrede mælkepriser, understreger han, og nævner endnu en begivenhed i 2009, som har haft betydning for driften på stedet.   

Her blev Jens Harrekilde nemlig gift med statsautoriseret revisor Connie Vinther Harrekilde, der er tidligere partner i større revisionsfirma.

- Det har betydet, at hun også fungerer som bestyrelsesmedlem og rådgiver i virksomheden, ligesom hun arbejder som ekstern rådgiver og professionel bestyrelsesmedlem i andre virksomheder. Men ikke mindst har vi en daglig sparring og drøftelser af økonomien samt de finansielle muligheder og tiltag. Derfor er det også lykkes på den front at optimere omkostningerne, påpeger Jens Harrekilde.

Samtidig har »egen« regnskabsfører i det nybyggede, store stuehus på gården også æren for, at 2011-regnskabet for Hestehavegård ApS allerede i går blev indsendt til Erhvervs- og Selskabsstyrelsen.

I regnskabet, der derved vil være offentligt i løbet af den kommende uge, indgår ikke ejeraflønning, men lønnen til de to ansatte.

Læs også