Kverneland klar over hele linjen

På ugens messe i Hannover kan Kverneland præsentere et fuldt program til jordbehandling og såning til dansk landbrug.

Som bekendt skilles Kverneland Group Danmark og Väderstad efter mange års godt samspil. Men skulle nogle danske landmænd eller maskinstationer betvivle, at Kverneland ikke i forvejen har noget fra koncernens eget sortiment at sætte i stedet, så bliver man anderledes overbevist på ugens Agritechnica-messe i Hannover.

Her er standen fyldt med både de kendte plovtyper, men også stubredskaber og andre jordbehandlingsredskaber i alle dimensioner samt et fuldt program i såteknik.

- Det har vi haft i mange år, men med den hidtidige Väderstad-forhandling i Danmark har disse produkter ikke været på programmet, nævner Kverneland Group Danmarks operationelle chef, Jørgen Sørensen.

På standen kan han fremvise flere nyskabelser i det omfattende program. Blandt andet findes den lette Kverneland 150 plov nu i en variabel udgave, både som B-model med springboltsikring eller en S-model med automatisk stenudløser. Sidstnævnte fås op til en fire-furet version, og med furevariation fra 14 til 20 tommer.

Også den kendte Packomat furepakker er blevet opgradet. Den fås nu i bredde, som passer op til 6-furede plove - vel og mærke uden at øge vægten.

Jørgen Sørensen forklarer nemlig, at ringafstanden er øget, uden at pakningen forringes. Således sikrer en frontharve deling af jorden og pakning mellem pakkeringene.

Stubredskaber på dansk jord
Som noget nyt tilbyder Kverneland nu stubredskaber til behandling fra 5 til 30 cm's dybder. Både de små modeller og de store bugserede udgaver op til seks meter har de patenterede hule tænder, der dels minimerer vægten og dels er i stand til at undvige store sten med op til 20 cm's udsving.

Skift af tandspidser sker på sekunder med det nye Knock-on system. Stubredskaberne kan leveres med op til fem forskellige pakvalser.

Produktansvarlig Troels Pontoppidan Hansen fremhæver også på Kverneland-standen de nye fordele, som Kverneland Qualidisc redskabet giver af mulighed for de danske kunder.

Redskabet, der produceres på Kvernelands franske fabrik, fås i 3-4 meters udgaver med fast ramme, fra 4-6 meter med liftophæng og foldbare sider, og endelig fra 4 til 7 meter som bugseret.

Redskabet kendetegnes af meget store discs, som dels er ekstraordinært hærdede og hver vejer 12 kilo. Efterhånden kan discrammen finjusteres, og på de gennemprøvede lejer gives to års garanti.

Læs også