Connie Hedegaard: Energi er dansk landbrugs chance
Klimakommissær havde tilskudsmuligheder med, da hun gæstede den fynske energikonference.
Dagens sidste indlægsholdere ved Centrovices konference fra selveste EU's klimakommissær Connie Hedegaard. Her slog hun fast, at der faktisk er flere puljer, hvor dansk landbrug vil kunne hente midler til ny teknologi, herunder landdistriktsmidlerne, hvor der er stor fokus på at støtte grøn energi.
- De er indrettet til også at sikre den teknologiske udvikling i landområderne, påpegede Connie Hedegaard og nævnte, at EU lægger op til, at ti procent af den almindelige landbrugsstøtte lægges over i landdistriktsmidlerne, som administreres af de enkelte medlemslande. Derfor fandt hun det oplagt, at der herhjemme arbejdes for, at landbruget ville kunne udnytte nogle af midlerne til opfyldelse af kravene til vandrammedirektiverne.
Danmark mest miljøvenligt
I sit indlæg roste EU-kommissæren dansk landbrug for at være det mest progressive i at fremme miljøet.
- Min klare holdning er, at landbrugsstøtten skal indrettes mod miljøet frem for blot landmændenes indkomst, erkendte Connie Hedegaard.
Det fik dagens vært, Centrovice-formand Niels Rasmussen, til at understrege, at denne miljøvenlighed har gjort, at dansk landbrug har tabt konkurrenceevnen.
- Det vil vi ikke være med til en gang til, hvis vi også skal være Europas mest energirigtige landbrug, påpegede den fynske landboforeningsformand og rettede en klar appel til politikerne:
- I skal give os rammerne. Så er vi også klar til at producere energi og være energirigtige.