- Danmark er et landbrugsland – og det skal det fortsat være, fastslog fødevareministeren på Landbrug & Fødevarers primærsektions delegeretmøde i Herning i går.
Trods beskyldninger mod den nye regering om løftebrud på stribe, var fødevareminister Mette Gjerskov (S) klar med klokkeklare løfter til Danmarks landmænd i går på delegeretmødet i Herning.
- Jeg kan love jer, at jeg vil tale med jer og lytte til jeres argumenter. Og jeg kan love jer, at jeg vil kæmpe for dansk landbrug i Bruxelles. Jeg kan love jer, at jeg vil arbejde benhårdt på at sikre dansk landbrug en bæredygtig fremtid, fastslog Mette Gjerskov over for de delegerede.
En række tilsagn der blev mødt med bifald fra salen.
Grøn omstilling
Mette Gjerskov tilføjede, at både hun og regeringen tør tage politiske beslutninger og udvise politisk lederskab, som skal sætte gang i en grøn omstilling af landbruget.
- Nogen spørger mig så: Er jeg gået i rød-grøn koma ? Betyder det så, at vi vil lukke landbruget? Nej! At alt skal være økologisk? Nej.
- Ja, økologien skal fordobles. Men det betyder jo – som I der er her i dag ved alt om – fra en lille smule økologi til en lille smule mere, sagde hun til de delegerede, og tilføjede:
- Betyder det, at Danmark skal være én stor nationalpark? Nej, forsikrede ministeren.
Et landbrugsland
Hun understregede samtidig, at hun ser landbrugserhvervet som et vigtigt erhverv og kilde til vækst i Danmark fremover.
- Danmark er et landbrugsland – og det skal det fortsat være. Det har vi skrevet i regeringsgrundlaget. Landbruget spiller en vigtig rolle i fremtidens Danmark, understregede Mette Gjerskov.
Men hun tilføjede, at den grønne omstilling betyder, at landbruget i højere grad skal reguleres som en industri, der konstant arbejder på at mindske forureningen af vores fælles miljø.
- Det gælder forbruget af pesticider, udvaskningen af kvælstof og udledningen af klimagasser, sagde ministeren, som tilføjede, at hun appellerer til, at alle står sammen om at finde de rigtige løsninger.
- Og regeringen og jeg vil gøre alt, hvad vi kan for at skabe de bedste vilkår og incitamenter for, at landbruget kan omstille til et grønnere spor, forsikrede Mette Gjerskov.