Det er gået op for mange landmænd, at hvis man mangler stivelsen i majsensilagen, så er der intet, der kan hæve fordøjeligheden - heller ikke mange fordøjelige cellevægge. Derfor har flere valgt at så noget tidligere sorter i denne vækstsæson, og det ser ud til at være et fornuftigt valg.

Rigtig mange har derfor også sået den meget tidlige sort, kaspian, for at være helt sikre på at få høsten rykket frem uden at gå på kompromis med foderkvaliteten i majsensilagen.

- Når man dyrker en sort som kaspian, skal man starte forberedelserne til majshøsten lidt tidligere, end man normalt gør. Når vi ser på landsforsøgene for majs til helsæd, kan man se, at kaspian i gennemsnit for 2009 og 2010 er 33 dage tidligere end sorten banguy og 14 dage tidligere end treasure. Det vil sige, at det er på tide at begynde at følge afmodningen af kaspian, hvis det er den, man har sået i år, lyder opfordringen fra produktchef hos frøfirmaet KWS Scandinavia A/S, Lars Andersen.

Ser man på resultaterne fra landsforsøgene fra 2007 til 2010, ser man, at sorten altid høstes for sent, fordi den er så meget tidligere end andre og derfor ikke passer ind i noget ”skema”. Optimalt høsttidspunkt er omkring 32 procent tørstof i hele planten og en stivelsesprocent helst over 34 procent, for at få mest mulig energi i ensilagen. Selv i en næsten afmodnet plante kan bevare en - udfra analyserne - meget høj energikoncentration i kaspian.

- Så selvom, det på alle måder har været en blandet fornøjelse med høsten af korn i år, er det nu tid til at planlægge den kommende majshøst. Især hvis majssorten i marken er kaspian, er rådet fra Lars Andersen.