Igen, igen: Rekordpriser hos Kopenhagen Fur
Gennemsnitsprisen pr. minkskind lå på rekordhøje 421 kr. ved den netop overståede pelsauktion i Glostrup. Alligevel ærgrer direktør sig.
Kopenhagen Furs fjerde pelsauktion i denne sæson er slut, og det er igen med prisstigninger, i gennemsnit 8 procent i forhold til april-auktionen. Prisen pr. solgt skind endte på 421 kr. Det betyder, at omsætningen for juni-auktionen med et udbud på 4,5 mio. minkskind blev på knap 2,1 milliarder kr.
- Vi glæder os meget over, at priserne fortsat stiger. Det er dejligt at kunne konstatere, at efterspørgslen på de danske minkskind af høj kvalitet er meget stærk, siger adm. direktør Torben Nielsen, Kopenhagen Fur, i en pressemeddelelse.
Danmark mister arbejdspladser
Det er dog også med en vis ærgrelse, at Torben Nielsen evaluerer den netop overståede auktion. Direktøren ærgrer sig over, at lange sagsbehandlingstider i det offentlige gør, at de danske minkavlere ikke får lov til at udvide. Det betyder mistede arbejdspladser og omsætning i Danmark.
- Vi har i år færre skind til salg end tidligere fra Danmark. Behandlingstiden for godkendelse og ombygning af farmudvidelser og etablering af nye farme er meget lang og omstændelig. De danske minkavlere får ca. 30 pct. mere for deres skind end deres europæiske kollegaer på grund af den ekstraordinært høje kvalitet.
- Desværre kan minkavlerne ikke omsætte denne betragtelige konkurrencefordel i øget produktion. Lavt sat, vurderer vi, at det koster os tre milliarder kroner i omsætning, penge som næsten udelukkende kommer fra udlandet. Det er et stort tal, som svarer til den samlede omsætning i Royal Copenhagen og B&O, siger han
- Konsekvensen er, at Danmark går glip af tusindvis af arbejdspladser, fortsætter Torben Nielsen.









































