Alternativt åbent hus skal højne fagligheden

Det nye tiltag hos Brdr. Holst Sørensen fokuserer på bestemte temaer. Første tema var halmhåndtering.  

Case IH, Puma, JX, Krone, Kongskilde, Överum, Holsø, Keenan, Orsi. Kendte maskinmærker var linet op inde og ude - klar til show - da maskinhandlen Brdr. Holst Sørensen A/S ved Obbekær øst for Ribe bød velkommen til et nyt tiltag:

- Vi afprøver et alternativ til de traditionelle åbent hus-arrangementer, der skal ses som en forlængelse af vores deltagelse i dyrskuet i Aabenraa. Vi kalder det for et maskinshow, som kredser om et bestemt tema, som skifter fra år til år, sagde maskinhandler, Søren Holst Sørensen.

Maskinshowets tema denne gang var halmhåndtering, og udstillingens midtpunkt - den store traktorlade hos Brdr. Holst Sørensen - var derfor kraftigt domineret af nyt maskinel til netop halm.

- Vi vil gerne højne det faglige fokus på temadagen ved at samle vores maskiner til halmhåndtering ét sted, så vores kunder kan få det store overblik samtidig med, at det er lettere at finde frem til lige netop den eller de maskiner, vedkommende har brug for, forklarede Søren Holst Sørensen.

Maskinerne
Landbrug er som bekendt ligeså forskellige, som der findes landmænd. Søren Holst Sørensen fremviste blandt andet en Krone Big Pack 12130 Bigballepresser med en ekstra prochopper-snitterenhed til at flosse halmen med. På den måde får halmen større sugeevne som strøelse, der er et meget efterspurgt materiale blandt økologer. Et par meter fra Kronen stod en Jeantil PR 2000R GT traktormonteret halmsnitter, som Brdr. Holst Sørensen selv har importeret fra Frankrig. Halmsnitteren kan finsnitte halmen endnu mere efter behov, og den kan behandle både almindelig og i forvejen snittet halm. En kraftig opriver foran blæservingerne sørger for, at materialet efterfølgende lægges ensartet ud. Maskinen køres i øvrigt gerne ud til kunderne, så de kan se den i aktion i egne omgivelser.

Lige udenfor traktorladen tronede endnu en Krone sig op. Det var en Big M 500 selvkørende skårlægger.

- Det er den første i landet af denne serie. Grundet størrelsen og arbejdsbredde egner den sig godt til græsarbejdet på maskinstationer, sagde Søren Holst Sørensen.

I skrivende stund er maskinshowet ved Obbekær overstået, men det er altid muligt at kigge forbi Brdr. Holst Sørensen til en faglig snak om halmhåndteringsløsninger - og alle de andre behov til landbrugsdrift set fra maskinvinklen.

 

Læs også