Jyden Rikke Paulsen blev på Kold College i Odense kåret som Danmarksmester i dyrkning af frilandskartofler.
Vojens-pigen Rikke Paulsen blev den 6. maj en suveræn vinder af Danmarksmesterskabet i dyrkning af frilandskartofler.
Displayet på Danmarks Kartoffel Råds officielle vægt viste 3.630 gram, da kartoflerne fra Rikke Paulsens syv planter blev lagt på. Vejningen fandt sted på Kold College i Odense.
På andenpladsen kom Mads Madsen, Jersore ved Otterup på Fyn med 2.070 gram kartofler, mens sidste års nummer to, Regner Madsen, Helnæs ved Ebberup på Fyn, i år måtte tage til takke med tredjepladsen med 1.750 gram kartofler.
Under overværelse af kartoffelambassadør Henning Christophersen og oldermand i Danmarks Kartoffel Råd, Carsten Abild, overrakte Rikke Paulsen vinderkartoflerne til postbud i Post Danmark, Carsten Kjær, der traditionen tro selvsamme eftermiddag fragtede vinderkartoflerne videre til Hendes Majestæt Dronning Margrethe på Fredensborg, så kartoflerne kunne nydes af den kongelige familie til aftensmåltidet.
- Ingen kender den rute, som kartoflerne transporteres ad, så de ikke bliver skadet, lød det med et glimt i øjet fra Carsten Abild.
Små kartofler
Flere af de gamle kartoffelmestre, der normalt er kandidater til Danmarksmesterskabet, måtte i år se sig slået ud af frostvejret i marts.
Ifølge Carsten Abild måtte den tidligere 2 x Danmarksmester Poul Bruun, Otterup, således konstatere, at kartoflerne i år ikke var større end nødder, da han løftede på dækkenet. Flere andre havde oplevet det samme.
- De er blevet så skuffet, at de slet ikke er mødt frem i dag. Så det er virkelig noget, der tager hårdt på nattesøvnen, lød det lunt fra Carsten Abild, og tilføjede:
- For første gang har vi en trøstpræmie til dem, der ikke kom på skamlen, fordi vejret har drillet sådan i år.
Præmier
Vinderen af mesterskabet modtog 4.000 kroner, andenpræmien gav 1.500 kroner og tredjepræmien 1.000 kroner. Beløbene var sponsoreret af Landbrug & Fødevarer.
Det var 13. gang, at det officielle danmarksmesterskab i dyrkning af frilandskartofler blev afgjort. 1,5 mio. parcelhusejere, 100.000 kolonihaveejere og cirka 50.000 hobby- og fuldtidslandmænd kan deltage i dysten.