De meget omdiskuterede vandplaner, der er i høring frem til og med den 6. april, kommer ikke kun til at trække spor i landskabet. Planerne kommer også til at trække betydelige spor i økonomien hos en række landmænd på Syd- og Østsjælland.

Det viser beregninger, som Syd- og Østsjællands Landboforening har foretaget for en række af de bedrifter, der vil blive hårdest ramt økonomisk af vandplanerne i området.

- Når vi går ind og regner på de økonomiske konsekvenser for den enkelte landmand og hans bedrift, har vi i flere tilfælde rundet en million kroner, forklarer Maja Folmer-Petersen, der er miljøkonsulent i Syd- og Østsjællands Landboforening.

Fejl giver usikkerhed
Hun forklarer videre, at det kortmateriale, der danner baggrund for den høringsfase, der altså afsluttes her den 6. april, er behæftet med så mange fejl, at det udgør et betydeligt problem.

- Fejlene i kortene betyder, at vi reelt ikke ved, hvad vi har med at gøre. Er stregerne på kortet slået forkert, reagerer en landmand måske ikke, fordi han vurderer, at udpegningen af et vandløb ikke vedrører ham i praksis. Og gør han ikke indsigelse, og flytter myndighederne så efterfølgende stregen på kortet derhen, hvor vandløbet i praksis befinder sig, hvad så? Hvordan vil man tackle det i praksis?

- Det ved vi ikke, og det giver stor usikkerhed, konstaterer Maja Folmer-Petersen.