ERHVERV: André Hingstmans drøm om at være mælkeproducent brast, da han efter en ulykke blev lam fra brystet og ned. Med en ukuelig vilje har han kæmpet sig tilbage til erhvervet. Nu som ægproducent.
André fægter desperat med armene for at finde noget at holde fast i. Får ikke fat. Falder. Hurtigt. Lander på gulvet i maskinhuset otte meter nede.
Han vidste godt, at tagpladerne kunne være skøre. Derfor lå han på en stige, da han skiftede den ødelagte tagplade. Han vidste bare ikke, at spanden med værktøj var så tung, at den kunne splintre en tagplade og trække ham med ned gennem hullet.
Smerten er der øjeblikkelig. Han ligger på ryggen, men hofterne vender den forkerte vej. Han kigger ned på sine ben, men han kan ikke mærke dem.
Det er den 20. august 2005 på kvæggården ved Aalestrup, hvor parret Aaltje og André Hingstman bor.
Hvad er det for en lyd, tænker Aaltje, der rejser sig fra havearbejdet.
- Har du brug for hjælp, råber hun til André. Der er hul på taget, når hun at se, inden hun griber barnevognen med deres tre måneder gamle søn Jesse og begynder at løbe. Drengen hopper op og ned i barnevognen. Hun løber som en vanvittig, sparker træskoene af. Hvad venter derovre?
- Han sidder sikkert bare og griner, når jeg kommer frem og siger, at jeg da skal tage at slappe af, håber hun.
Men det gør André ikke.
Lam fra brystet og ned
Hans skulderblad har boret sig ind mellem 5. og 7. ryghvirvel og har knust den 6. ryghvirvel. Hænderne er brækkede, og lungerne er punkterede.
Da han ligger i sengen på sygehuset, kan Aaltje næsten ikke kende ham. Han ligner ikke længere hendes stærke mand, der arbejdede 14 timer i døgnet. Der hænger slanger, poser med blod fra de punkterede lunger, drop og dræn ud fra hans krop.
Han har tårer i øjnene. Hvorfor døde jeg ikke bare. Jeg havde min gård, og alt det jeg havde drømt om. Nu er det væk, tænker André mange gange de første to uger efter ulykken. Han er blevet lam fra brystet og ned og kommer aldrig til at gå igen.
Hun har aldrig set ham græde før. Nu græder de begge to.
- Du skal være stærk til operationen, og tænk på, at vi har den lille fyr her. Jesse. Det skal nok gå. Vi skal nok klare det, siger Aaltje.
Hun vil gerne holde om ham og give ham et knus, men det kan hun ikke. I stedet stryger hun ham over armen.
Drømmen gik i opfyldelse
De var ellers så glade. André og Aaltje. Otte måneder tidligere havde de overtaget ejendommen i Aalestrup. 120 malkekøer og 65 hektar jord. De kom fra Holland, men det var meget billigere for det unge par at etablere sig i Danmark.
De knoklede, men det var sjovt. Livet som selvstændige landmænd var lige det liv, de havde drømt om. Lykken var fuldendt, da lille Jesse kom til verden.
Det var en god tid. Aaltje måtte knibe sig i armen, når hun stod og kiggede ud på gårdspladsen på den store, gule gård med det dejlige stuehus. Hun kunne ikke forstå, at det virkelig var deres.
De var selvstændige, og de tog selv beslutningerne. Det var spændende. Allerede fra første dag, da de den 5. januar 2005 overtog nøglen klokken 12 på gårdspladsen, gik det godt. De nåede budgetterne og var allerede begyndt at snakke om at købe mere mælkekvote.
Jeg kan selv
Men det blev anderledes. Marts måned 2006. Syv måneder efter ulykken og tre operationer senere. André ligger på paraplegiafdelingen på Viborg Sygehus.
Han kigger op på Kirsten, der er fysioterapeut. I dag skal han øve sig på at komme over i kørestolen ved egen hjælp for første gang.
Han og Kirsten har gået proceduren igennem flere gange. Han skubber sig op på brættet, der skal få ham over i kørestolen. Smerten skærer sig gennem hans håndled, som er blevet opereret to gange. Det er lige meget. Han vil ikke spilde flere dage. Nu skal det gå fremad.
Han er ikke nervøs for, om det lykkes. Sådan er han ikke.
Med en kraftanstrengelse får han sig manøvreret over i stolen. Et smil breder sig fra øre til øre, og han griner til Kirsten, der forbavset ser til. De har en halv time. André klarede det på ti minutter. Han vil igen. Og igen.
- Nu må du hellere holde, siger Kirsten, der er bekymret for hans håndled.
En ny drøm tager form
Herefter går det stærkt. André træner hver aften, når Aaltje og Jesse har været på besøg. Han vil hjem til Aalestrup og malke køer igen. Rent fysisk er han ikke længere, som han var før. Men han er ligeså handlekraftig. Han er ikke ked af, at han sidder i kørestol mere. Pyt med at jeg ikke kan gå. Nu har jeg hjul, tænker han.
Men han kommer ikke tilbage til sine køer. Det kan ikke lade sig gøre at passe køer fra en kørestol, beslutter parret, efter de har talt med rådgivere, læger, fysioterapeuter og kommunen.
Klokken 12 den 15. december 2006 står de igen på gårdspladsen i Aalestrup. Denne gang er det dem, der skal overdrage nøglen til et nyt par. Selv flytter de til en mindre ejendom ved Hobro, hvor de bor i dag.
Han bliver tilbudt en førtidspension. Men hvorfor skulle han det? Han er handicappet, ja, men ikke dum. Han vil bidrage til samfundet og starter på en uddannelse, så han kan blive økonomikonsulent i landbruget.
Det kan lade sig gøre
En dag kommer Andrés svigermor med en artikel fra en hollandsk landbrugsavis. Den handler om en ægproducent i kørestol, der sammen med sin kone passer 60.000 høns. En idé begynder at tage form i hans hoved.
Han har set, at der i nabolaget er et hønseri til leje med plads til 10.000 burhøns. Er det noget for os? Han ringer til den hollandske ægproducent. Må vi komme forbi?
Kort tid efter svinger André, Aaltje og Andrés forældre ind på gårdspladsen hos Jan Schenk i Zeewolde i Holland. Spørgsmålene kværner rundt i hovedet på André. Hvordan er Jan kommet til skade? Hvordan kan det lade sig gøre at passe høns fra en kørestol?
Han er spændt på at se stalden, og han bliver overvældet af den store, moderne stald. Og det kan én mand i kørestol passe, måber han.
Jan kører en tur mellem hønsene, og André er overrasket over, at det kan lade sig gøre uden at køre ind i eller over hønsene. De flytter sig en stor bue foran kørestolen. Jan har indrettet stalden uden dørtrin og med god plads omkring maskinerne, så kørestolen kan komme rundt. Æggebånd og styringer er placeret lidt lavere end normalt.
Tilbage i bilen på vej hjem mod Danmark kører indtrykkene på højt gear. Kan jeg holde til det? Jeg får mere glæde af at arbejde for mig selv end ved at have job på et kontor, tænker han. Mit liv er landbrug. Det er jeg vokset op med. Det er min store drøm.
- Vi prøver, siger André til Aaltje og sine forældre. I tankerne er han allerede hjemme for at kontakte en mægler. Han vil have en landbrugsproduktion igen. Det var også derfor, han rejste fra sit hjemland i sin tid.
Tilbage i arbejdstøjet
Sidst på dagen en fredag i januar 2008 får André de første høns. En lastbil bakker op mod hønseriet, som han har lejet af en kollega. André, Aaltje og en hel flok af deres venner står klar til at tage imod de første 5.000 høns.
André og Aaltje kigger på hinanden. Det er en underlig dag. Nu går de i gang igen. Men det er også dejligt, at der er dyr i stalden, de skal passe. Det er en skøn fornemmelse. Fuldstændig som den dag de fik nøglen på gårdspladsen i Aalestrup.
Bure med høns i kasser ruller ud af lastbilen.
Aaltje og alle hjælperne begynder at tage hønsene ud af kasserne og sætter dem ind i burene. André tror ikke, at han kan hjælpe til. Men det er besværligt at få hønsene ud af de nederste kasser. Der kan han fra kørestolen meget bedre komme til.
Han tager forsigtigt om hønsenes ben og smiler. Det er en kæmpe sejr, og han får sved på panden. Timerne løber af sted.
Han er glad. Nu har han igen noget at stå op til. Tre uger senere kommer det første æg.
Nu skal hønsene sættes fri
- Far, far! Her er ét, der er helt varmt, siger Jesse, der er blevet fem år.
Han løber foran sin far i kørestolen og hjælper med at samle de sidste æg fra dagens produktion. André trækker i håndtaget på siden af kørestolen, så han kan hæve sig op i stående stilling og tjekke de øverste bure.
Han glæder sig til den 12. april. Så kommer der høns i den nye stald ved Hvam, som han har købt. Han har haft høns i to år nu, og han ved, det kan lade sig gøre. Den nye produktion bliver økologisk, hvor hønsene går frit også udenfor. Det kan han bedre lide, for det giver en høj dyrevelfærd. Lige nu er staldfirmaet ved at sætte inventar ind til de 9.000 høns.
Ude i pakkerummet er Aaltje ved at stable de sidste bakker, der er fulde med æg. Deres lille datter Ilse på to år sidder i en anden af Andrés kørestole og ser en film på en lille bærbar DVD-afspiller.
Jesse og André er færdige med deres runde, og André kører hen for enden af gummibåndet, der transporterer æggene fra stalden. Han trækker en ølkasse ud til Jesse, der kaster sig over arbejdet med at gøre de sidste æg rene.
Han sludrer med Jesse og Aaltje, men han har ondt. Det gør ondt hver dag. Også selvom han spiser godt 20 forskellige smertestillende piller. Det er nerverne og senerne, der gør ondt. Han har en form for fantomsmerter.
Men det hjælper jo ikke at sidde stille derhjemme.
- Hvis jeg ikke laver noget, så gør det mere ondt, fordi jeg kommer til at tænke over det, siger André.