PROTEST: Slut med tomme politiske løfter – landbruget vil se handling nu, og det er sidste udkald. Udmeldingen var ikke til at tage fejl af, da 650 landmænd var mødt op i Horsens.
Grøn Vækst, husdyrlov og vandplaner skal tages af bordet – ellers er det for sent for landbruget. Svineproducent Henrik Enderlein lagde ikke fingrene imellem, da han som en af repræsentanterne for landbruget kom med sit indlæg på gårsdagens stormøde i Horsens omkring landbruget, hvor 650 landmænd og 300 traktorer var mødt op.
Og Henrik Enderlein fik opbakning fra partiet Liberal Alliance, der var repræsenteret ved folketingskandidat Mette Bock og hendes bror – partiformand, Anders Samuelsen.
Hun slog fast, at Grøn Vækst aldrig har været eller nogensinde vil være partiets politik – tvært imod.
Udsættes til 2027
Til gengæld blev hun taget på ordet af transportminister Hans Christian Schmidt, der var inviteret som repræsentant for regeringen.
- Der er alt for mange politiske interessenter i det her. Jeg gider ikke høre på nogen, der ikke har indgået i noget som helst hér, sagde Hans Chr. Schmidt med henvisning til at Liberal Alliance ikke har indgået eller bidraget til hverken Grøn Vækst eller landbrugspolitik i øvrigt.
Hans Chr. Schmidt understregede dog, at han ikke ville udelukke, at vand- og naturplanerne for deles vedkommende måske kunne komme under den 2027 ordning som Tyskland har valgt.