Kornpriser så høje som aldrig før

På den engelske futures-børs LIFFE er foderhvedepriserne nu brudt over toppen fra 2008 sat i £190 pr. ton, og dermed er priserne nu i et område, hvor vi aldrig tidligere har set dem.

Kornpriserne er nu så høje som aldrig før, og prisfesten ser oven i købet ud til at fortsætte i 2011.

Sådan lyder vurderingen fra Effektivt Landbrugs daglige markedskommentator, Palle Jakobsen, Agrocom.dk.

- På LIFFE i London er foderhvedepriserne nu brudt over toppen fra 2008 sat i £190 pr. tons, og dermed har vi fået den stigende pristrend bekræftet endnu engang. Priserne er nu i et område, hvor vi aldrig tidligere har set dem, så man kan kun gætte på, hvor det næste mål for priserne befinder sig, skriver Palle Jakobsen i dagens markedskommentar.

Onsdag offentliggjorde USDA deres månedlige WASDE-rapporter, og ifølge Palle Jakobsen mere end antyder estimaterne i de rapporter, at der ikke er udsigt til en væsentlig ændring af den stramme forsyningssituation i løbet af 2011.

- Hvis alt går rimeligt godt, vil forsyningssituation blive fastholdt på det nuværende niveau, og hvis der tilstøder vejrmæssige problemer i den kommende vækstsæson, kan markedet let gå i selvsving. Dog ser det ud til, at hveden ikke bliver lokomotivet i opadgående retning i 2011, som den har været i 2010, men at soja og majs overtager rollen som trækdyr op af de stejle stigninger, skriver Palle Jakobsen.

     

Falder på kort sigt
Kortsigtet er markedet imidlertid meget overkøbt efter det seneste prisrally og man skal være forberedt på, at priserne kan korrigere noget, inden de igen begynder at stige, vurderer Palle Jakobsen.

Men i løbet af sæsonen kan fem dages sol i Rusland hurtigt blive gjort til tørke og nogle dage med sommer i Midtvesten i USA kan meget vel skabe panik på børserne, konstaterer markedsanalytikeren tørt.

Læs også