Jens Bo's ti år gamle modelko udpeget som reserve champion på årets Agromek-udstilling.
Trods sine næsten 10 år fører den berømte DRH-ko nr. 1195 fra Jens Bo i Roerslev stadig frem blandt landets allerbedste køer.
På Agromek-udstillingen i Herning forleden blev Stadel-datteren således udpeget til reserve champion blandt de udvalgte Dansk Rød Holstein elitekøer fra hele landet. Den blev kun slået af en ko fra Johna Sprangers, Horne ved Varde.
Mens vinderkoen kun har 1,2 års mælkeydelse bag sig, har den fynske veteran i 7,8 år i gennemsnit ydet 9.989 kg mælk og 763 kg værdistof i gennemsnit.
Ikke mindre end seks gange er den blevet modelko indenfor Dansk Rød Holstein på Det Fynske Dyrskue og tre gange valgt som »Miss Fyn«. I 2003 blev den »Miss Danmark« på Landsskuet i Herning.