Vendepunkt for livet på landet

Det havde været en massakre på livet på landet, hvis kommunerne, som der var lagt op til, havde haft held til at lukke 300 små skoler. Det mener formanden for »Landsbyerne i Danmark, Carsten Abild, som glæder sig over, at mange af de lukningstruede landsbyskoler nu ser ud til at overleve.

- Skolen er omdrejningspunktet i et lokalsamfund. Er skolen væk, sker der ingen ny bosætning, børnefamilierne flytter fra lokalsamfundet og måske helt væk fra kommunen, foreningslivet smuldrer og lokalsamfundet sygner hen, påpeger landsbyformanden, som mener, at de massive forældreprotester betegner et vendepunkt for livet på landet.

- Jeg tror, at planen om at lukke 300 landsbyskoler, var det sidste usympatiske angreb på lokalsamfundene, som vi får at se. Det ville borgerne ikke finde sig i, og det glædelige er, at politikerne langt hen ad vejen har lyttet til protesterne. Mange af de lukningstruede skoler overlever, og jeg tror, at den velorganiserede og velargumenterede forældremodstand er kommet bag på politikerne i en sådan grad, at vi fremover vil se nogle andre politiske holdninger til landområderne, som mere bygger på samarbejde, siger Carsten Abild.

Der sker en masse i øjeblikket
Formanden for »Landsbyerne i Danmark« frygtede, at den seneste kommunalreform var blevet dødsstødet for landsbysamfundene med skolenedlæggelser, nedlæggelser af børnehaver, foreninger, arbejdspladser osv. Men den seneste tids udvikling har overbevist ham om, at der er ved at opstå en ny og stærk »bondekultur« på landet båret af de stedlige og nytilflytterne i fællesskab.

- Der sker en masse positivt i øjeblikket. Jeg har for eksempel lige været til to møder i Verninge Forsamlingshus, hvor der begge gange har været 150 mennesker. Deres skole var lige ved at ryge i denne omgang, men det gjorde den ikke, og det har givet borgerne ekstra mod. Nu er de ved at samle 1 million kroner ind, så de også kan få en butik. Det har de ikke i øjeblikket, fortæller Carsten Abild.

- Det er et resultat af den frivillighed og den bondekultur, der altid har været på landet, tilføjer han. For små 100 år siden byggede man forsamlingshuse, vandværker og elværker i fællesskab. Det er lidt det samme, man nu gør i Verninge og mange andre steder. Jeg tror, vi er ved et vendepunkt, og at det nu begynder at gå den rigtige vej for landdistrikterne.

Politikerne er blevet anonyme
Ifølge Carsten Abild er der en voksende befolkningsgruppe, som har lyst til at leve det, han kalder en blødere velfærdstilværelse.

- Det er mennesker, som flytter ud i lokalsamfundene for at være med i et stærkt fællesskab og for at få indflydelse på deres egen tilværelse. Det er aktive mennesker, som er klar til at yde en frivillig indsats, og det er noget, som samfundet i høj grad får brug for fremover. Derfor er det også i politikernes interesse, at lokalsamfundene fungerer godt, påpeger landsbyernes formand.

- Det paradoksale ved den seneste kommunalreform, tilføjer han, er, at kommunerne nu er blevet så store, at de er blevet administrative enheder uden identitet. Det medfører, at folk identificerer sig mere med deres lokalsamfund. Det er her, de har lyst til at gøre en indsats. På den måde har de store kommuner ført til et stærkere folkeligt liv i lokalområderne.

- Politikerne må til gengæld acceptere, at de er blevet mere anonyme. Borgerne ringer ikke til dem i samme udstrækning som før, hvor man kendte hinanden. Nu kender de fleste kun borgmesteren og måske udvalgsformændene. Derfor må politikerne nu overlade mere ansvar til lokalsamfundene, for det er lokalrådene, borgerforeningerne og beboerforeningerne, der i dag repræsenterer det ægte nærdemokrati, mener Carsten Abild.

Der er brug for en landsbyminister
Men der er fortsat brug for, at livet og nærdemokratiet i landområderne udvikles. Derfor efterlyser Carsten Abild en landsbyminister, som kan rydde de sten af vejen, som fortsat forhindrer udviklingen i landdistrikterne. Det gælder eksempelvis By og landzoneloven.

- By- og landzoneloven var et overgreb på livet på landet, fordi politikerne besluttede, at der kun måtte være tre erhverv – landbrug, skovbrug og fiskeri – i landdistrikterne. Håndværk og industri ville man have ind til byerne, fordi man mente, at velfærdssamfundet kun kunne lade sig gøre i byerne, hvor folk boede tæt. Derfor skulle de fleste ind og bo i byerne, fortæller Carsten Abild.

- Siden er der sket en liberalisering af zoneloven, så der nu også må være andre erhverv end landbrug, skovbrug og fiskeri i tomme bygninger på landet, men der må fortsat kun bygges i begrænset omfang, og det betyder, at banker og kreditgivere tøver med at give lån til iværksættere på landet. Det skal der ændres på, siger Carsten Abild og tilføjer, at det er nogle af disse problemer, som en landsbyminister skal tage fat på at få ændret, så der igen kan komme gang i iværksætteri og bosætning ude på landet.