Anklagemyndighederne har kæret en sag til landsretten, da de mener, at en landmand har fået en al for lille bøde for at opbevare ulovlige pesticider. Sagen kan danne præcedens.
I september fik den sjællandske landmand Søren Ilsøe i byretten i Næstved nedsat en bøde på 28.000 kroner til 2.000 kroner for at have opbevaret et ulovligt pesticid i sit aflåste kemikalierum.
Dommeren gav Søren Ilsøe og hans advokat ret i, at det var en bagatelsag og bødeforlægget var helt ude af proportioner med forseelsen, da den sjællandske landmand ikke havde i sinde at bruge det ulovlige pesticid. Det havde han ikke haft siden 2006, hvor han sidst havde frøgræs. Desuden er midlet yderst besværligt at bruge, da det klumper.
Midlet det drejer sig om er Tribunil, som Plantedirektoratet fandt 37 kilogram af en i uåbnede 3- og 5-kilos pakninger en oktoberdag i 2008. Kemikaliet var blevet forbudt i januar 2008.
Retur til retten
Nu ser det dog ud til, at Søren Ilsøe skal endnu en tur i retten. Anklagemyndigheden mener nemlig ikke, at der er tale om en bagatelsag. De vil have idømt Søren Ilsøe en større bøde, og har derfor ansøgt det såkaldte Procesbevillingsnævn om lov til at kære sagen til Landsretten.
Anklagemyndigheden anser sagen for at være principiel, og fordi bødestraffen afviger meget fra de tidligere afgørelser, og alt tyder derfor på, at de får tilladelsen.
Da sagen er principiel er den sjællandske landboforening Gefion nu også kommet på banen sammen med Landbrug & Fødevarer.
Følger sagen tæt
Viceformand Povl Fritzner, der også er formand for Østlige Øers Landboforeninger, fortæller således, at man vil følge sagen særdeles nøje og helt til vejs ende. Sagen kan nemlig have stor betydning for udmåling af bøder på området i fremtiden.
Fastholder landsretten en bødestørrelse på 2.000 kroner kan det blive niveauet for fremtidige overskridelser. Omvendt bliver bøden større, er det noget, som meget vel kan betyder, at der er kæmpe bøder i vente, for landmænd der ikke er opmærksomme på, hvilke kemikalier, som de har stående på hylderne.
- Der sker en masse udskiftning af kemikalier hele tiden. Det kan simpelthen ikke være retfærdigt, at hver eneste landmand skal gå at tjekke hver måned, hvad det er af kemikalier, som han har stående på hylderne, og hvad der nu er lovligt og ulovlig. Derfor følger vi sagen tæt, siger Povl Fritzner.
Han fortæller, at det ikke er fordi, at man ikke vil anerkende, at det er ulovligt at have ikke tilladte pesticider stående, men at det skal udløse bøder på 28.000 kroner som Anklagemyndigheden ønsker, er helt uhørt, lyder det.