Prinsen åbnede nationalpark

INDVIELSE: Landets største nationalpark, »Nationalpark Vadehavet«, er indviet. Landbruget er skeptisk for fremtiden for landbruget i parkens område.

Danmark har fået sin tredje nationalpark. Med et træk i snoren kunne prins Joachim i lørdags afsløre logoet for »Nationalpark Vadehavet« og dermed erklære den 146.600 hektar store nationalpark for indviet.

Det skete i overværelse af blandt andet miljøminister Karen Ellemann (V) og borgmestrene fra de berørte kommuner Tønder, Fanø, Esbjerg og Varde. Også landbruget var repræsenteret ved indvielsen, men alene på sidelinjen som interesseret tilskuer i stil med mange andre.

Inden indvielsen havde landbruget rejst kritik af nationalparken, mens andre har rost det til skyerne, hvilket også var tilfældet ved den officielle indvielse, der fandt sted i landets ældste by, Ribe.

- Er det så en glædens dag i dag eller det modsatte?

- Det er da en glædens dag. Nu bliver parken en realitet, og den er kommet for at blive. Vi må i stedet se fremad og se på mulighederne i stedet for på begrænsningerne, lød det fra formanden for Sydvestjysk Landboforening, Claus Christensen, en times tid inden parken blev officielt indviet.

Frygt
Formanden vil gerne generere vækst til området, men omvendt er han ikke overbevist om det positive set fra landbrugets side:

- På sigt frygter jeg, at der vil komme yderligere restriktioner for landbruget i en nationalpark, påpegede Claus Christensen, der efterfølgende måtte sande, at ingen af talerne nævnte landbruget, da »Nationalpark Vadehavet« blev indviet.

»Nationalpark Vadehavet« er den største af de fem nationalparker, der skal etableres i Danmark. Først blev nationalpark Thy indviet i 2008, året efter fulgte Mols Bjerge, og de kommende år venter Skjern Å og Kongernes Nordsjælland.

 

Læs også