Kimbrerskuet får en lille fjer på

DYRSKUE: Kimbrerskuets forbrugeraften og dyreudstilling bliver i år indtaget af fjerkræet.

Der kommer kylling på bordet, når Kimbrerskuet i år bespiser godt 1500 mennesker ved forbrugeraftenen i Aars Kultur- og Messecenter. Årets menu er nemlig stegt kylling med brun sovs, kartofler og agurkesalat.

Kyllingen er sponsoreret af Lantmännen Danpo A/S, Fjerkræslagteriet i Aars, og tilberedes af messecentrets kok. Dertil serveres brød fra Banvinchi-bageren i Aars, smør fra Thise Mejeri og grøntsager fra byens Kvickly-forretning.

Retten, der er en klassiker fra 1960’erne, har dannet baggrund for årets tema, der er De glade 60’ere, og for at blive i stemningen serveres der en anden klassiker fra den tid til dessert. Citronfromage. Den leveres af Aabybro Mejeri.

Nogle af råvareleverandørerne vil i løbet af aftenen gå på scenen og fortælle om deres produkter. Det er blandt andet slagtekyllingeproducent Ole Høgh Sørensen, der leverer til Danpo og leverandøren af drikkevarerne fra Fur Bryghus.

- Forbrugeraftenens formål er, at folk kan smage dansk landbrugs kvalitetsprodukter, fortæller formanden for forbrugeraftenen Dorit Bolvig Nielsen.

Med aktiviteterne på scenen kan de altså også blive lidt klogere på, hvor deres mad kommer fra, og hvordan den produceres.

4H børn vil pynte scenen, der aftenen igennem også danner rammen om forskellige underholdningsindslag.

Fjerkræ får medaljer
Men Kimbrerskuet er meget mere end forbrugeraftenen. Det er i høj grad udstillingen af dyrene, som skuet drejer sig om.

Der udstilles og bedømmes traditionelt malkekvæg, kødkvæg, heste, geder, får og kaniner, men bedømmelserne udvides i år til også at omfatte fjerkræ.

- Tidligere har vi præsenteret fjerkræ, men i år prøver vi også bedømmelser, siger Finn Sørensen fra Djørup i Nibe, der er medlem af skuets fjerkræudvalg.

Han udstiller selv de farverige franske Farverolles og er stolt af, at de to foreninger bag udstillingen, Vesthimmerlands Fjerkræklub og Aalborg Pryd- og Dværghønseklub tilsammen har kunnet mønstre hele 78 dyr til bedømmelse.

Udover udstillingsdyrene præsenterer de to foreninger også kyllinger og en helt ny fjerkrærace på årets dyrskue i Aars.

Fremgang i nedgangstider
Men det er ikke kun fjerkræudstillerne, der bakker godt op om arrangementet. Det gør de andre dyreudstillere også. Der kommer i alt 630 dyr til årets skue.

- Vi har ikke haft flere dyr siden 2002, siger dyrskuets koordinator Jens Holm Danielsen.

Blandt andet har der aldrig været udstillet så mange jerseykøer før, i år kommer hele 41 af slagsen. Arrangørerne er også glædeligt overrasket over, at der er meldt 107 heste til skuet. Det betyder, at det har været nødvendigt at engagere hele to dommerhold til bedømmelse af hestene.

- Så mange heste har vi ikke haft i mange år, siger koordinatoren.

- Det er fantastisk, at vi, efter de år med økonomisk krise i landbruget, stadig kan tiltrække så mange udstillere. Det er lykkedes os at få fremgang i vanskelige tider, siger Børge Pilgaard, Aars, der er medlem af bestyrelsen i Nordjysk Familielandbrug, der sammen med Agri Nord er arrangører af dyrskuet i Aars, der afholdes indendørs i Messe- og Kulturcenter Aars fredag og lørdag den 8. og 9. oktober hver dag fra klokken 9.30.

Læs også