Flere er usikre på Danish Crown A/S
Flere repræsentantskabsmedlemmer føler sig slet ikke klædt på til at træffe beslutning om at sætte Danish Crown på aktier. Det er på tide, at debatten går i gang, lyder det.
Flere repræsentantskabsmedlemmer føler sig slet ikke klædt på til at træffe den vidtgående beslutning om at sætte Danish Crown på aktier.
- Med den viden jeg har i dag, er jeg nødsaget til at stemme nej. Jeg føler mig ikke klædt på, og de tre til fem milliarder, der skal skaffes, har jo også en pris, så hvem skal have udbyttet fremover, spørger Torben Farum, Sæby, og tilføjer:
- Jeg har endnu ikke set noget, der kan overbevise mig. Jeg savner nogle helt konkrete målepunkter. Og så savner jeg godt belyste alternativer. Det mangler vi.
Her bakker Niels Juel Nielsen, Haverslev, op.
- Vi må ikke forhaste en beslutning igennem på for løst et grundlag. Vi har så meget værdi opbygget. DC er et væsentligt grundlag for dansk svineproduktion. Det, man skal i fremtiden, er at gøre ting bedre, ikke nødvendigvis større, siger repræsentantskabsmedlemmet fra Himmerland. Han savner også nogle mere håndfaste beviser på, at man kan skaffe kapital på den måde.
- Det hele kan nuanceres rigtig meget. Men hvis vi ikke får konstruktionerne ordentlig forstået, er det her halsløs gerning, understreger han, og mener, at der ikke har været drøftet alternativer nok.
Ønsker mere tid
Heller ikke Jørgen Jacobsen, Låsby, er tilfreds med, at beslutningen skal gå så stærkt.
- Vi kan jo se, at Arla fravalgte aktieselskabsmodellen efter grundige overvejelser. Det kan godt være, vi skal gøre det anderledes i slagteriet, men beslutningsgrundlaget må være i orden. Vi har behov for at se noget helt konkret og have tid til at sætte os ordentlig ind i tingene, siger han.
Formanden for Danske Svineproducenter, Henrik Mortensen, følger bekymringerne fra sidelinjen. Foreningen er meget optaget af at drøfte fremtidens muligheder.
- Hvordan holder vi foden under eget bord? spørger han, men ser også, at det i et A/S er prisen på grisen, der skal holde leverandørerne til. Også han opfordrer til øget debat.
- Det er et godt andelsprincip, at man debatterer åbent, det er på tide debatten går i gang, siger han.