Den store hesteweekend

Over 60 forskellige indslag til årets Store Hestedag, der foregår på Roskilde Dyrskueplads lørdag den 4. og søndag den 5. september. Som noget nyt bliver der også hunde- og jagtudstilling.

For 7. år i træk danner dyrskuepladsen i Roskilde rammerne om Danmarks største udendørs hestebegivenhed. Store Hestedag afholdes traditionen tro den første weekend i september, lørdag d. 4. og 5. september, og byder på et væld af oplevelser for alle hesteglade.

Over 12.000 besøgende gæstede forrige år Store Hestedag, og med en markant satsning på etableringen af Årets Hesteshow, samt endnu flere familieaktiviteter på pladsen, forventes det fra arrangørerne side, at endnu flere får lysten til at tilbringe en weekenden i Roskilde i hestens tegn.

Store Hestedag er landets eneste arrangement, hvor alle, uanset race og afstamning, kan få deres hest/pony bedømt, og i 2009 kunne besøgende opleve over 60 blandinger/racer til arrangementet.

Hunde og jagt
En af årets andre helt store nyheder er introduktionen af en hunde- og jagtudstilling i forbindelse med Store Hestedag.

- Med tanke på at mange hesteejere også holder hunde og har tilknytning til jagt, er det en oplagt mulighed for at skabe et arrangement, hvor der er noget af interesse for hele familien, siger hestedagens sekretariatsleder Thor Nielsen. 

Blandt de mange festlige indslag er det populære dog dancing, som er kür for hundefolket. Hundeføreren udklædes, og sammen med sin hunde viser sit eget program, hvor der fortolkes til musik og samtidig vises øvelser. Her kan man se alverdens hundetricks, f.eks. hunde som bakker, kravler, bukker og meget andet sjovt.

I og omkring hal 6 er der mulighed for at opleve og deltage i aktiviteter for både store og små, når der afholdes jagtudstilling. Her kan børn gratis bygge eget fuglehus, som efterfølgende kan tages med hjem i haven. Eller børn og voksne kan teste deres naturviden på naturstien, som byder på poster med spørgsmål om natur og vildt. Indendørs kan alle teste deres færdigheder ved at afprøve den elektroniske skydebane eller jagt med bue og pil.

Fotokonkurrence
Et af årets andre initiativer er den store fotokonkurrence, hvor årets bedste fotos fra Store Hestedag 2010 kåres.

Alle interesserede kan deltage. Man skal blot uploade sit bedste foto fra dagene på Store Hestedags fanside på Facebook. Vinderen får et gavekort på 2500 kroner, sponsoreret af Horse House.

60 indslag
For hestefolket er der traditionen tro masser af indslag. Det gælder f.eks. heste-agility, DM for Mounted Games, islænder-stævne, voltige og western.

Det er også muligt at lade sig inspirere af de mange clinics, som afholdes i hal 2 af hestefagfolk igennem hele weekenden. 

Det store underholdningsprogram tæller ikke mindre end 60 forskellige indslag.

Størst er naturligvis det store hesteshow, som er omtalt på næste side.

Læs også