Priserne falder i gennemsnit ni procent i ny brancheaftale mellem Nordic Sugar og Danske Sukkerroedyrkere.
På trods af, at den nye brancheaftale mellem Danske Sukkerroedyrkere og Nordic Sugar byder på et prisfald for den gennemsnitlige dyrker på ni procent for sukkerroerne, så er Jørn Dalby, formand for Danske Sukkerroedyrkere egentlig ret godt tilfreds.
- Vi har måttet acceptere et prisfald på roerne. For to år siden da vi havde de rigtig høje kornpriser, da lykkedes det for os at hæve afregningsprisen med 17,3 procent. Her har vi nu måtte sige farvel til halvdelen af den prisstigning, siger Jørn Dalby.
Den nye brancheaftale, der altså udover priser også indeholder leveringsbetingelser, og aftaler om hvordan kvoterne skal behandles, kommer til at gælde for de sukkerroer, som dyrkerne skal så til næste år, og som der afregnes for i 2012.
I den nye aftale er der åbnet op for, at lave etårige kontrakter, så der kan være prisforhandling hvert år, hvis alternative afgrøder ændrer sig i enten opad- eller nedadgående retning. Dermed har sukkerroedyrkerne mulighed fra i 2012 igen at forhandle sig frem til nogle højere priser, hvis for eksempel kornet, som man ser i øjeblikket, bliver ved med at stige.
- Altså vi har måttet acceptere det her prisfald, når de alternative afgrøder også er faldet. Det er jo vores lod. Nu har vi fået en fire-årige aftale, og det giver dog stabilitet for dyrkerne, så alt i alt så er vi vældig godt tilfredse, siger Jørn Dalby.
Hævet tillæg
I den nye aftale er det også lykkedes for dyrkerne at få hævet deres førtidstillæg, som man får, hvis man leverer i starten af kampagnen med 30 procent. Derudover har man i den anden af kampagnen, omkring juletid, fået hævet tillægget for sen levering. Et tillæg der gives, da der her er mange gener forbundet med frostbeskyttelse og så videre.
- De tillæg har vi fået øget, fordi kampagnerne er blevet længere i og med, at der kun er to sukkerfabrikker tilbage, siger Jørn Dalby.
De to fabrikker ligger i Nakskov og Nykøbing F.
Efter hans opfattelse er aftalen det bedst opnåelige for alle parter. Som i alle andre forhandlinger har det været noget med at give og tage.
- Jeg mener, at vi har fået lavet en aftale, der gør, at både Nordic Sugar og roedyrkerne fortsat kan få en forretning ud af at lave sukker, siger Jørn Dalby.
To infomøder
I slutningen af august vil Danske Sukkerroedyrkere afholde flere informationsmøder om den nye brancheaftale.
I alt to møder er arrangeret på Lolland-Falster og et enkelt på Sjælland. Jørn Dalby lover møderne kommer til at ligge om morgenen af hensyn til den kommende høst.
- Og så kører vi vores kontraktbørs her op til møderne, så dem der handler i kvoter, kender betingelserne, siger Jørn Dalby.