ÅBEN STALD: Dansk Salers Foreningen inviterer alle interesserede til en spændende kødkvægsdag søndag den 28. marts kl. 10 – 15 hos Skovly Salers i Ørsted Mark ved Sommersted.
I år er det præcis 20 år siden, at de første dyr af den franske kødkvægsrace Saler kom til Danmark. I dag er der 230 renracede dyr i Danmark fordelt på 29 besætninger.
En af dem – og i øvrigt den største enkeltbesætning – finder man hos Dorthe og Henrik Petersen der har 25 ammekøer med opdræt på ejendommen på Sølvagervej 3 i Ørsted Mark nær Sommersted.
Og de er samtidig som repræsentanter for Dansk Salersforening værter for åben stald arrangementet søndag den 28. marts, hvor der ikke bare bliver inviteret indenfor i stalden for at se den flotte franske kødkvægsrace.
Dagen igennem vil der blive budt på forskellige indslag. Foruden at se og høre om Salers-racen og årets gang i stalden med kælvninger, fodring, inseminering og udvælgelse af avlsdyr og slagtedyr, vil der om formiddagen være mulighed for at få en snak med slagtermester Per Hamkens fra Rødding om kvalitet af udskæringer.
Fagdyrlæge Finn Hynkemejer, Rødding Dyrehospital, vil stå klar til en snak om dyrevelfærd, ligesom der vil blive budt på muligheden for at snakke avl og tilvækst med formanden for Dansk Salersforening, Jesper Hildebrandt, der også vil kunne opleves i forbindelse med foreningens generalforsamling umiddelbart efter kødkvægsdagen.
Store muligheder i naturpleje
Øget fokus på natur og miljø i landbruget. Og selv om mange landmænd nok er lidt trætte af Grøn Vækst og vandplaner, ja, så kan der måske for nogle også være nye muligheder.
- Det gælder om at gribe det positive og se på trenden med flere naturområder. Og her skal vi have noget kvæg ind og naturpleje med afgræsning, forklarer Henrik Petersen, der gerne så mere kødkvæg, og især flere Salers, i den danske natur.
Og der er en fornuftig økonomi i det. Hvert år sælger han 2 – 5 avlsdyr, og slagtedyrerne er der rift om. Alt hvad der kan leveres kan sælges.
Kød med samvittighed
Der er nok af oksekød at vælge imellem i supermarkedernes kølediske, hvor danske udskæringer ofte ligger side om side med udskæringer fra andre europæiske lande, men også i stigende grad oksekød fra lande som Brasilien og Argentina.
Og Henrik Petersen lægger da heller ikke skjul på, at man med kødkvægsdagen ønsker at sætte fokus på dansk kvalitetsoksekød.
- Det gælder om at få forbrugerne til at tænke lokalt, når der købes oksekød, forklarer Henrik Petersen, der mener at det både miljømæssigt og dyrevelfærdsmæssigt er mest hensigtsmæssigt at vælge dansk oksekød, da dyrevelfærden og produktionskravene i Danmark er i front.