Sjællandske landmænd klar til aktion

Der var ikke mange indrømmelser at komme efter på debatmøde om Grøn Vækst i landboforeningen Gefion, men 500 landmænd stillede sig klar til at demonstrere.

- Jeg er klar til at tage min campingvogn og køre ind foran Christiansborg og campere indtil I ændrer det her. Er der nogen, der er med mig? Så synes jeg, at I skal rejse jer op, sagde Jens Henrik Madsen fra Fuglebjerg, hvorefter stort set samtlige af de godt 500 tilhørere rejste sig fra stolene på landboforeningen Gefions debatmøde om Grøn Vækst og dansk landbrugs økonomi blev holdt tirsdag aften.

Men selvom de indbudte politikere må have følt sig en smule presset, så var der ikke mange indrømmelser at komme efter under paneldebatten, hvor Bjarne Laustsen (S), Rene Christensen (DF) og Jens Kirk (V) diskuterede Grøn Vækst.

- Reduktionen på de 19.000 tons N står fast. Jeg synes, at det er et godt tal, vi er kommet frem til ud fra det, vi havde at vælge imellem, og jeg synes, det er meget rimeligt, sagde Jens Kirk fra Venstre.

- Men når det så er sagt, så skal vi selvfølgelig have fundet en løsningsmodel, der kan holde landbruget skadesløst, og også gerne give et vækstpotentiale, forsatte han.

Tænker på arbejdspladser
Fra Dansk Folkepartis Rene Christensen lød de samme toner.

- Jeg vil gerne tage en dialog. Målet er sat på de 19.000 tons, nu skal vi finde ud af, hvordan vi kommer frem til det, sagde Rene Christensen.

Det socialdemokratiske medlem af Folketinget Bjarne Laustsen dukkede ikke op til det seneste stormøde om samme emne i Sønderjylland, men i Gefions lokaler i Sorø, mødte han op, men holdt sig fri for ansvaret.

- Jeg vil gerne diskutere landbruget, og se på hvordan vi kan undgå, at gårde kommer på tvangsauktion, men jeg er blevet holdt udenfor af forhandlingerne, sagde han og forsatte.

- Det koster arbejdspladser, hvis vi ikke får et sundt landbrug, og det bekymrer mig. En af løsningerne for mig er, at vi får sørget for, at landbruget får mulighed for at tjene penge på biomasseproduktion, sagde Bjarne Laustsen. En pointe som de øvrige paneldeltagere ikke var uenige i.

Lukket proces
Formand for Dansk Planteproduktion og Gefion, Torben Hansen, var fjerde medlem af debatpanelet, og han fik lov at afslutte en intens diskussion i et fyldt lokale.

- Det har været en dybt frustrerende proces, at det har været så lukket en proces. De andre lande tager sig tid til også at kigge frem til år 2021 og 2027. Det faglige grundlag for vandplanerne er der bare ikke. Jeg er rigtig, rigtig glad for at se, at så mange mennesker er mødt op i aften. Det vidner om, hvor alvorligt det her er, afsluttede Torben Hansen.

Læs også