Danske Svineproducenters nyudnævnte formand, Henrik Mortensen, håber dog, at de danske slagtesvin også i fremtiden kan slagtes i Danmark.
Resultaterne af de overenskomstforhandlinger, som netop nu er gået i gang på slagteriområdet bliver ventet med spænding.
På forhånd har Danish Crown nemlig været ude med meldinger om, at der arbejdes på en Plan B i tilfældet af, at det ikke lykkedes slagteriet at får skåret 20 procent af lønomkostningerne, som det er målet i DC Future.
En plan der i så fald vil få barske konsekvenser for antallet af arbejdspladser i Danmark, da man i så fald formentlig vil flytte en del af produktionen til udlandet. Fra Danske Svineproducenter hilses en sådan Plan B velkommen.
- Sådan en Plan B skal de jo have. Nu ved jeg dog overhovedet ikke, hvad Plan B det er, men jeg vil da håbe, at de får DC Future igennem. Fordi vi skal altså have noget mere for det kød, siger Henrik Mortensen, der netop har afløst Torben Poulsen som ny formand for Danske Svineproducenter.
Han fortæller, at han bestemt ikke håber, at hele slagtesvineproduktionen rykker til udlandet.
- Det er bestemt ikke ligegyldigt, hvor arbejdspladserne er. Alle slagtesvineproducenter i Danmark, de ser da helst at alle slagtesvin, de bliver produceret herhjemme. Men det der virkelig betyder noget, det er at vi får nogle slagterier i Danmark, der er konkurrencedygtige, og vi producenter får en konkurrencedygtig pris, siger Henrik Mortensen.
I en strejke bakker vi op om slagterierne
I forbindelse med overenskomstforhandlingerne, der startede i tirsdags, har der været snakket om, at der kan være risiko for, at det hele mundede ud i en strejke fra slagteriarbejdernes side. Til Jyllands-Posten har den nu tidligere formand for Danske Svineproducenter således været ude at sige, at hvis det ender i en strejke, så vil svineproducenterne bakke op om slagterierne fuldt ud.
- Fra dag ét vil vi køre så mange grise ud af landet, som overhovedet muligt, så problemet med overfyldte stalde kan minimeres. Vi skal være klar til at tage den konflikt. Vi får næppe trimmet de danske slagteriers omkostningsniveau uden en strejke. Når den kommer, skal vi være klar til at gå hele vejen, sagde Torben Poulsen således til avisen.
Meldingen fra Henrik Mortensen er dog langt fra lige så markant.
- Den udtalelse må stå for Torben Poulsens regning. Jeg synes vi skal lade parterne forhandle i fred. De forhandlinger vil jeg slet ikke kommentere på, siger Henrik Mortensen.