Ej blot til lyst

ØKOLOGI: Først var der ammekøer på Lystgården i Bovense, så Pekingænder og andre fjerkræ, så æbler, og nu har Erik Hansen har plantet 1,7 hektar til med 7.500 surbærbuske.

Det er ikke fordi det forpligter at have adresse på »Lystgården« på Lystvej. Men det er først og fremmest lysten, der driver Erik Hansens økologiske værk på seks og en halv hektar i udkanten af Bovense på Østfyn.

Og sådan har det været, siden Erik Hansen som uddannet elektriker for tyve år siden slog sig ned lidt mere end et stenkast fra gadekæret i den idylliske landsby. På Lystgården på Lystvej, som skrevet står.

4000 Pekingænder
Men polsøger, ledninger og skruetrækker blev hurtigt skiftet ud med et mindre kontaktskabende landmandsliv. Først med ammekøer, som imidlertid måtte lade livet til fordel for økologiske kyllinger, ænder, gæs og kalkuner. Da bestanden af fjerkræ var på sit højeste, talte besætningen 4000 Pekingænder i rap.

Men inden den sidste and i slagtet stand forlod Lystgården, var der på fem hektar plantet træer. Og sådan er det også i dag, hvor fire forskellige sorter økologiske æbler breder sig over tre hektar, mens sveskeblommer og hyld troner på hver sin hektar.  

- Men til næste år må blommetræerne, der ofte beskadiges af frost og dermed ikke udvikler blommer, vige til fordel for endnu flere æbletræer, lyder det fra Erik Hansen, som afsætter sine æbler til Aarstiderne og hyldeblomster til det økologiske saftfirma Søbogaard A/S.

Endelig skal det i en parentes nævnes, at Erik Hansen og fru Dorthe i et 100 kvadratmeter stort drivhus med rulleborde og solfanger dyrker chiliplanter, hvis frugter også afsættes til Aarstiderne.

Sortfrugtet surbær
Da Erik Hansen på trods af sine få tønder land jord ikke tror på en produktion af bulkvarer i benhård priskonkurrence med andre producenter, skal og bliver der tænkt nyt.

Og som en af de første økologiske producenter plantede Erik Hansen i september i år 7.500 surbærbuske på 1,7 hektar. Buskene er plantet med en rækkeafstand på 3,75 meter og 60 centimeter mellem buskene.

- Jeg har plantet fire forskellige sorter af arten Aronia melanocarpa for at undersøge, om der er forskel på produktionsmængde, høsttidspunkt og bærkvalitet. Men generelt kendetegnes sortfrugtet surbær ved at være meget hårdfør og sygdomsresistent, ligesom de sjældent angribes af skadedyr, fortæller Erik Hansen, som både håber og tror, de første bær kan plukkes allerede om to år.

- Det fulde udbytte opnås dog først, når buskene er omkring fem år gamle. Men til den tid bærer de også forholdsvis mange bær - omkring 5,7 kilo pr. busk. Og det giver en forventet årsproduktion på knap 43 tons bær, siger Erik Hansen og oplyser, at Søbogård skal aftage de økologiske surbær til en produktion af marmelade og saft.

Sortfrugtet surbær, Aronia melanocarpa, er af fødevareindustrien udråbt til at være en »superfrugt« på grund af et rigt indhold af næringsstoffer. Udover vitaminer, mineraler, polyfenoler og bioflavonoider indeholder bærret sandsynligvis den stærkeste antioxidant, der findes i verden. Fire gange så højt et niveau som i blåbær. Sortfrugtet surbær bruges blandt andet som farvestof og i marmelade på grund af et stort indhold af pektin.

Grundig rengøring
Inden Dorthe og Erik Hansen ved fælles hjælp plantede surbærbuske, blev de 1,7 hektar renset grundsigt for rodukrudt.

- Herefter mærkede vi rækkerne op med nøjagtige kridtstreger, mens buskene blev sat i jorden ved hjælp af en plantemaskine til barrods- og potteplanter, siger Erik Hansen, der vil renholde buskene ved hjælp af en tandvalserenser, der køres så tæt på buskene som muligt, uden at de lider skade.

- Jeg sår kløvergræs mellem rækkerne og grøngøder derefter med gylle. Men det er lige så vigtigt at beskære buskene, så det bliver muligt at høste bærrene maskinelt, lyder det optimistisk fra østfynske økolog.

Læs også