Mens der er generel tilfredshed med publikums interesse på standene, udtrykker enkelte bekymring for udstillernes omkostninger.
Onsdag blev en god dag på flere udstillere over førstedagens besøgstal på blot 5.984 gæster, steg humøret hurtigt, som Agromek husdyrs anden udstillingsdag skred frem.
- Det kan godt være, der kun kommer halvt så mange gæster til Agromek, men vi har næsten dobbelt så mange besøgende, Agromek husdyr i Herning.
Mens der var betænkelige miner hos mange udstillere, siger salgskonsulent Thorben Jørgensen fra standen hos Hatting KS, hvor det vrimler med folk.
- Folk kommer for at snakke om, hvordan de kommer op på 35 grise pr. årsso. Temaet er hele tiden at få optimeret produktionen derhjemme, lyder det fra det travle standpersonale.
Ingen brokker sig
Hos Seem Staldinventar lyder der også positive kommentarer om Agromek husdyr fra virksomhedens ejer, Bent Lundsgaard.
- Stemningen er positiv og investeringslysten er der. Vi er glade for den tematisering af Agromek, der er sket og regner fortsat med at udstille hvert år.
- Selv om vi godt ved, det er stramme tider i landbruget, kan vi faktisk ikke få folk til at brokke sig. Det er ikke det, der kommet for, når de er her i Herning, lyder det tilfreds fra den sydjyske fabrikant af inventar til svine- og kvægstalde.
Frisk græs
- Det her er en fodervogn, siger sælger hos Ingemann Larsen, Mads Frost, om den fire meter høje Strautmann snittevogn, der fylder godt op på firmaets stand i hal udstillingen.
- De største økologiske besætninger og også en del af de hollændere, der driver kvægbrug i Danmark, vil gerne fodre med frisk græs. For dem kniber det med at have arealer nok tæt på ejendommen, og det kræver stor transportkapacitet. Det kan vi tilbyde med denne 42 kubikmeter store vogn, der også kan læsse af i stalden.
I kombination med en frontmonteret skårlægger tror Mads Frost, der bliver en fremtid for direkte fodring fra opsamlervognen og gør opmærksom på, at den store vogn nok også fungerer som blikfang på standen.
- Vi har tilsvarende vogne i størrelser fra 20 kubikmeter, pointerer han.
Skrabet udstilling
Om hele Agromeks udstillingsstruktur vil Mads Frost gerne rejse det forslag, at der for maskinudstillingens vedkommende overvejes at gå nye veje.
- Det er vanvittigt dyrt, det her. I aftes talte jeg med en tysk gæst her i Herning, der fortalte, hvordan der er ved at opstå mere skrabede landbrugsudstillinger i Tyskland. Her inviteres en mere snæver målgruppe og det aftales, at hver udstiller kun må vise to maskiner i den valgte kategori. Det skal foregår i store indendørs haller som her i Herning, men der må ikke være tæpper på gulvet, ingen spotlights og ingen servering for gæsterne.
I tider som de nuværende, hvor der ikke er plads til investeringer, kunne et sådant dogme være interessant, mener den nordjyske sælger.
- Interesser er der jo, men købelysten kan man ikke bruge til så meget, når der ikke er penge i erhvervet. Så er det jo, vi må forsøge at tilpasse os, lyder det fra Mads Frost.
Kundepleje i Herning
På Agromeks vel nok mest voluminøse stand hos Lely Scandinavia er direktør Jan Brøgger ikke utilfreds med standarden i Herning.
- Vi har ganske vist en stor stand, hvis man sætter det i forhold til de cirka 4.000 kvægbrugere i Danmark.
- Fra vores side betragter vi derfor også Agromek som et kundearrangement, hvor vi kan møde alle vore kunder. Både de danske kunder og vore kunder fra de andre nordiske lande. Vi skal på standen have besøg af flere grupper fra de andre nordiske lande. I går og i dag har vi for eksempel haft adskillige besøgende fra både Norge og Finland, siger Lely-direktøren og understreger, at temaopdelingen betyder, at det kun er hvert andet år, der nu udstilles malkeudstyr.