Jysk Landbrugsrådgivning fyrer 11 medarbejdere

Den generelle krise, der i flere måneder har plaget landmændene, rammer nu også rådgivningsvirksomhederne.

11 medarbejdere er blevet fyret i Jysk Landbrugsrådgivning. Foruden afskedigelserne er der en række stillinger, som ikke bliver genbesat, således der samlet bliver nedlagt i alt ca. 20 stillinger.

Nedskæringerne sker som et led i en nødvendig effektivisering, fortæller direktør Torben Jensen i Jysk Landbrugsrådgivning.

- Vi har oplevet en nedgang i handlen med ejendomme. Vi ser slet ikke så mange handler, som vi gjorde på samme tid sidste år. Det sammenblandet med, at vi simpelthen er nødt til at blive mere effektive på baggrund af den finansielle krise, vi og resten af samfundet befinder sig i, det gør, at vi er nødt til at tage vores ledelsesansvar, siger Torben Jensen.

Opsigelserne er foretaget i Jysk Ejendomshandel, Landbogruppen Jysk, Jysk Økonomi & Miljø, Jysk Regnskab samt i administrationen. De opsagte medarbejderes arbejdsopgaver skal varetages af de tilbageblivende medarbejdere.

Fyringerne skyldes ifølge Torben Jensen ikke, at landmændenes behov for rådgivning er blevet mindre. Tværtimod så mærker Jysk Landbrugsrådgivning, at behovet er større lige for tiden.

- Tag for eksempel det her store mælkemøde nede i Agerskov. Her så det hverken ud til, at bankerne eller politikerne kunne hjælpe. Den eneste måde man kan komme ud af den her, det er ved at optimere sin produktivitet, og hvis man ikke ved, hvordan det skal gøres, så er man jo nødt til at få rådgivning, siger Torben Jensen.

Ikke kunne mærkes
Han fortæller også, at landmændene ikke vil kunne mærke, at der er skåret ned i bemandingen hos Jysk Landbrugsrådgivning.

- Det gør det ikke. Udover at en øget effektivisering i vores virksomhed alt andet lige vil betyde en mindre heftig prisudvikling i fremtiden, siger Torben Jensen, der dog samtidig ikke allerede nu vil gå ud at love, at der ikke kan komme prisstigninger i rådgivningen til næste år.

Når de 11 medarbejdere forlader Jysk Landbrugsrådgivning vil der fortsat være ca. 260 ansatte.

 

Læs også