Dyr, maskiner og mad på årets skue

REGIONALSKUE: Hjørring Dyrskue finder sted den fredag den 19. og lørdag den 20. juni. Plads og stalde er fyldte.

Der er tilmeldt 902 dyr til bedømmelse på Hjørring Dyrskue. Det er hele 46 flere end sidste år. Det er hestene, der trækker den store fremgang, men der kommer også flere får og geder til det store dyrskue. Hos kvæget er der en mindre tilbagegang, hvilket primært skyldes udbrud af B-streptokokker og, at der sidste år var ekstraordinært mange udstillere, fordi bluetonque-situationen forhindrede udstillere fra nord i at udstille på landsskuet.

Også maskinudstillingen bliver tæt pakket, og der har længe været udsolgt af standpladser. I år sætter Hjørring Dyrskue fokus på vedvarende energi og landbruget som energileverandør. Energiproduktion vil også være emnet for den traditionsrige debat i LandboNords telt fredag formiddag, hvor den nyvalgte viceformand for Landbrug og Fødevarer, Niels Jørgen Pedersen, indleder.

Madbazaren, der arrangeres af Qvinder i LandboNord, danner ramme om en kulinarisk rejse gennem landsdelen, hvor 20 regionale fødevareproducenter præsenterer et udvalg af fødevarer. Blandt producenterne er Ingstrup Mejeri, Sønderhaven Gårdmejeri, Søgaard Bryghus, Bryggeriet Vendia, Unipres, der producerer rapsolie, Mettes Økologiske Grøntsager, Den Grønne Vogn fra Lønstrup, Brøndum Nørregård og vinbonde Mogens Damgaard Nielsen fra Hjallerup.

Skuets indledes klokken 9 med formand Niels Vestergaard Sallings første og borgmester Finn Olesens sidste dyrskuetale.

Læs også