UDDANNELSE: Miljøministeren skærper kravene til personer, der arbejder professionelt med sprøjtemidler.
Som noget nyt er det ikke længere nok at være i besiddelse af et sprøjtecertifikat af ældre dato. Nu stiller miljøministeren krav om, at landmændene skal tilbage på skolebænken hvert 4. år for at forny deres sprøjtecertifikat. Dem med den ældste viden skal på opfølgningskursus først.
- Mit mål er, at denne bekendtgørelse kan være med til at sikre, at der bruges færre pesticider, og at sprøjtemidlerne bruges korrekt. Det vil både være til gavn for både miljøet og de mennesker, som arbejder med midlerne til daglig, siger Troels Lund Poulsen (V).
På opfølgningskurserne undervises der med afsæt i den nyeste viden om teknologi, korrekte doseringer, sprøjteteknikker, valg af rette pesticider, og hvordan man bedst vurderer behovet for anvendelse af sprøjtemidler. Samtidig indføres der regler, som sikrer anerkendelse af andre EU-medlemsstaters kurser, når de lever op til de krav, der stilles til danske kurser.
- Med den opdaterede bekendtgørelse tager vi et stort skridt i den rigtige retning mod, at landmændene anvender den nyeste viden på området og dermed har de bedste forudsætninger for at sikre hensynet til miljø og sundhed, siger Troels Lund Poulsen (V).
1. juli
Plantedirektoratet kontrollerer, at alle sprøjteførere har et gyldigt sprøjtecertifikat, når de er på tilsyn på bedrifterne.
Bekendtgørelsen træder i kraft den 1. juli 2009.