Roskilde tæt på rekorden

Meteorologernes dryppende skyer holdt sig stort set væk fra Roskilde, da hele 89.125 gæster besøgte dyrskuepladsen og var med til at fejre 40 års jubilæum.

Arrangørerne bag Roskilde Dyrskue har haft svært ved at få armene ned oven på sidste weekends jubilæumsskue. Ambitionen var at matche sidste års publikumstal, som lå på godt 80.000 besøgende på tre bagende hede junidage, og det mere end lykkedes.

Hele 89.195 landmænd og byboer valgte nemlig at lægge vejen forbi Roskilde, og det er meget tæt på den ti år gamle publikumsrekord.

Dyrskueledelsen har i kølvandet på den store begivenhed fået mange positive tilbagemeldinger fra både gæster og udstillere.

- Jeg synes vi har fejret jubilæet på en god måde, og vi er meget tilfredse. Det er skønt at få så mange mails og opringninger fra glade folk. Og jeg mener, det er lykkedes for os at skabe den dialog mellem forbrugere og landmænd, som vi så gerne vil have, fortæller dyrskueleder Thor Nielsen.

Den dialog var også i centrum til dyrskuets traditionsrige og festlige åbning, hvor Arlas bestyrelsesformand, Ove Møberg, kaldte Roskilde Dyrskue for »flagskibet i landbrugets møde med forbrugerne«.

2.000 dyr
Og der var travlhed over hele pladsen - ikke mindst i staldområderne, hvor flere end 2.000 køer, heste, får, geder, kaniner og høns blev bedømt og fik uddelt rosetter. Især kvægudstillingen fik ros med på vejen fra dommerne.

- Vi haft en kanonflot dyreudstilling. Vi har haft lige så mange dyr i år, som vi havde i 1969. Vi har endda måttet bygge ekstra stalde for at få plads til den alle sammen. Det er meget positivt, at dyreudstillerne vil være med i det omfang, mener en tilfreds dyrskueleder Thor Nielsen.

 

Tæt på gæsterne
Han fremhæver også fødevareudstillingen, som i år var kommet tættere på publikum.

- De nye, åbne fysiske rammer har givet god respons både fra gæsterne og udstillerne. Vi valgte et andet set-up, som vi har været spændte på. Vi fik bragt den udstilling ned på græsset og tættere på publikum ude i det fri. Sidste år var fødevareudstillerne lidt isolerede fra resten af dyrskuet, men det blev mere en del af sammenhængen i år, mener han.

Også dyrskuets formand, Povl Fritzner, er glad for den opbakning, der har været til årets dyrskue.

- Det er dejligt, at vi trods finanskrise i og uden for landbruget igen i år har fået så stor opbakning til dyrskuet. Både i dyre- og maskinudstillingen kunne vi hurtigt melde udsolgt, og nu oplever vi også en stor fremgang i besøgstallet. Vi havde flere udstillede dyr i 2009 end for 40 år siden. Det er imponerende, siger en glad og tilfreds formand.

Læs også