Gang i Gl. Estrup

DYRSKUE OG MESSE: Mad og energi er blandt årets temaer på Djurslands landbrugsmesse.

Landbrugsmessen Gl. Estrup holdes lørdag den 23. og søndag den 24. maj 2009.

Den officielle åbning sker lørdag klokken 12, hvor borgmester for Randers Kommune, Henning Jensen Nyhuus, holder åbningstale og borgmester Torben Jensen, Norddjurs, samt messens formand Peter Hoe byder velkommen. 

I år er messens temaer Fritid, Kultur og Bosætning, Smag Djursland og Gourmetkøkken i Børnehøjde.

På messen vil der være oplevelse for hele familien. Og der vil være spændende konkurrencer. De mange tilmeldte heste, kvæg og får samt landbrugsmaskiner og truckerlastbiler kan opleves på nært hold. Og både lørdag og søndag er der hesteopvisning og -show, med blandt andet ridderturnering. Og så er der grisevæddeløb, trylleri, sjov og konkurrencer for børn og andre muntre sjæle. Blandt andet er der tovtrækning mellem børn og truckere, og Norddjurslands Musikskoles voksenkor synger sange fra årstiden.

Fritid, kultur og bosætning
På temaet Fritid, Kultur og Bosætning præsenterer Norddjurs- og Syddjurs Kommuner, Djurslands Museer, Destination Djursland, LAG-Djursland, den lokale aktionsgruppe, samt en lang række foreninger og selvstændige erhvervsdrivende, hvad Djursland kan tilbyde af foreningsliv, sports- og fritidsaktiviteter og inspiration til hus og have samt de lokale turistattraktioner.

Smag Djursland
Smag Djursland præsenterer lokale fødevarespecialiteter fra nicheproducenter på Djursland.

Mejerilauget fra Gl. Estrup demonstrerer fremstilling af ost og smør fra den friske mælk og fløde. Slagter Kruse fra Tved, en rigtig Molbo, vil søndag demonstrere udskæring af gris og lam, og vise hvordan forskellige udskæringer udnyttes og tilberedes bedst. Han viser blandt andet, hvordan man graver filet, laver rullepølse og andre lækkerier til sommerfrokosten. Herudover bliver der mulighed for at få gode råd, demonstration og vejledning om vindyrkning og honningproduktion samt dyrkning af forskellige grøntsager.

 

Energi på skue
På energiområdet tegner det til, at Landbrugsmessen får den største udstilling til dato indenfor jordvarme, biobrændsel, presning af rapsolie og meget mere.

Djursland Landboforenings stand har tema om bioenergi, blandt andet med en præsentation af »Bioenergi på Djursland« som en del af et landdistriktsprojekt.

På maskin- og teknikområdet udstiller både de større og specialiserede maskinfirmaer på Djursland og i Østjylland samt de lidt mindre maskinfirmaer.

Læs også