Unge landmænd vil have netværk

30 unge landmænd trodsede det perfekte markvejr og mødte op hos Agrovi for at komme i tættere kontakt med andre unge og få professionel sparring.

Unge mennesker vil gerne være sammen med folk på deres eget niveau, som de har erfaringer og hverdagsoplevelser til fælles med. Det blev tydeligt, da Agrovi i forrige uge havde inviteret til minikonference specielt for unge, selvstændige landmænd og for dem, der endnu ikke har nået målet om egen bedrift.

Selv om solen skinnede fra en skyfri himmel, og traktorerne kørte på overtid over hele Sjælland, trak det mere at få noget sparring fra ligesindede.

- De elsker den branche, de har valgt, og de vil gøre alt for at komme til at udrette noget. Det var en meget homogen flok, der var mødt op. De er stort set alle sammen det samme sted i deres liv og står med de samme udfordringer og problemstillinger, mener afdelingsleder hos Agrovi i Ringsted, Peter Jørgensen, der står bag initiativet, som skal samle de unge i såkaldte action learning-grupper.

To nye grupper
- Det handler om at udvikle sig sammen med andre og drage nytte af andres erfaringer med udgangspunkt i virkelige hændelser, forklarer han.

Ud over en række korte, målrettede indlæg om blandt andet skat, strategi og muligheder for at etablere sig i udlandet, blev det første skridt taget til det, som Peter Jørgensen beskriver som erfa-grupper specielt for de unge.

- Vi fik positive tilkendegivelser fra 20 af deltagerne og fra flere, som desværre ikke kunne være med på mødet, om at de gerne vil deltage i de her grupper, siger han.

Agrovi regner nu med at starte to action learning grupper op inden sommerferien. Planen er fire årlige møder plus en konference, der samler alle deltagere fra Agrovis erfagrupper. Grupperne dannes efter deltagernes egne interesser, og her var tendenserne tydelige, fortæller Peter Jørgensen.

Hvordan når man målet?
- De spurgte til, hvordan man kommer i gang, og hvordan man bedst muligt forbereder sig på at blive selvstændig. Dem der arbejder i svineproduktioner, var ivrige efter at få input til hvordan man kommer igennem krisen, og dem der sidder som driftsledere i markbrug vil gerne have mere faglig sparring inden for eksempelvis maskinstrategi og optimering af økonomien.

At konceptet med at samle de unge var en succes, blev for alvor tydeligt, da mødet sluttede klokken 22.

- De tog ikke bare hjem. De blev hængende og snakkede. De sidste kørte først herfra ved 23-tiden. Så det gjaldt ikke bare om at komme hurtigst muligt ud fra et møde i landboforeningen, siger han med et grin.

Læs også