Hvor er vi henne med frivilligheden?
Nationalparken Kongernes Nordsjælland kan stadig bringe de berørte lodsejeres sind i kog. Et lodsejer-laug er måske vejen til en fælles stemme i debatten.
»Vi er totalt til grin. Nu er det nok. Nu må vi sige fra«. Vreden, usikkerheden og frustrationerne over en kommende nationalpark, der skal strække sig tværs over Nordsjælland, er ikke blevet mindre, efterhånden som beslutningen om den endelige afgrænsning nærmer sig.
Omkring 170 lodsejere havde taget imod invitationen fra Nordsjællands Landboforening, der den 3. november holdt lodsejermøde i FrederiksborgCentret i Hillerød. Formålet med aftenens program var at give plads til diskussion om forventninger, forvirring, fakta og følelser i forbindelse med nationalparkprojektet.
Samtidig ønskede man at forsøge at besvare nogle af de spørgsmål, som mange af de berørte landmænd ikke har kunnet få besvaret fra deres kommuner.
Mangler information
- Der mangler simpelthen information til lodsejerne. Kun to af de fem kommuner i området, nemlig Gribskov og Fredensborg, har rent faktisk indkaldt lodsejerne til møde. De andre har kun holdt brede borgermøder, lød kritikken fra formanden for Nordsjællands Landboforening, Herdis Dam.
Sammen med landskonsulent Sten W. Laursen fra Landscentret gennemgik hun forløbet omkring vedtagelsen og afgrænsningen af nationalparken og de rettigheder, som lodsejerne har og ikke har.
Det udløste debat om, i hvor høj grad, der i virkeligheden er tale om den frivillighed, som politikerne med miljøminister Troels Lund Poulsen i spidsen har lovet. For godt nok er det som udgangspunkt frivilligt at deltage i naturprojekter i parken, men kommunerne har mulighed for eksempelvis at ekspropriere jord i området til stisystemer og andre formål. Og et naturprojekt på ens naboejendom vil kunne føre til skrappere miljøkrav ved en eventuel udvidelse af bedriften.
Underskriftsindsamling
Flere i forsamlingen mente, at tiden nu er kommet, hvor man må sige endeligt nej til parken, men det er en håbløs kamp, mente blandt andre Herdis Dam.
- Man bilder sig noget ind, hvis man tror, at det hjælper at sige nej. Nationalparken kommer, uanset om vi vil have den eller ej, slog hun fast.
Forsamlingen nåede dog til enighed om, at det er vigtigt at signalere modstand mod projektet, da tavshed fra landmændene risikerer at blive fortolket som en stiltiende accept. Derfor tager Nordsjællands Landboforening nu initiativ til en elektronisk »underskriftsindsamling«, så man kan få et reelt billede af holdningen blandt lodsejerne. Interesserede kan tilkendegive deres modstand mod en nationalpark på privatejede arealer ved at sende en e-mail til Nordsjællands Landboforening.
Laug på vej
Fra flere sider blev der dog lagt vægt på, at det er på den lange bane, der er mulighed for at påvirke udviklingen, og derfor vil man i den kommende tid forsøge at etablere et lodsejer-laug, som i de kommende år kan kæmpe for landbrugets interesser i forhold til indholdet i nationalparken.
- Slaget vindes ved, at der laves en organisation, der kan bide nationalparkbestyrelsen i haserne hver eneste dag, sagde Nikolaj Schulz, der til daglig er partner i firmaet Nature Consult.







































