Et mærkeuafhængigt og standardiseret signal til alle, der har GPS-styring på deres maskiner via mobilnettet. Altså en ny og opsigtsvækkende mulighed for autostyring af sin traktor, hvor at man ikke længere behøver at stille egen basisstation op.

Et sådant system har de danske landinspektører arbejdet med i årevis, og nu bliver det også tilgængeligt for landbruget via firmaet Agrovo i Skals.

  - Det hilser jeg meget velkomment, siger Mogens Kjeldal, teknisk rådgiver hos Landsforeningen af Danske Maskinstationer.

  - Alle, der bruger dette mobilnet til at hente referencesignal, vil køre i samme spor uanset mærke, uddyber Hans Henrik Pedersen, konsulent ved AgroTech, fordelene ved at bruge den nye mulighed.

Landsdækkende system
Når man vil køre med stor præcision i et system til autoguidance eller autostyring, kræves der et såkaldt RTK-system. Det er baseret på flere forskellige signaler, som kræver en korrektion for at fungere korrekt.

  - For at få denne korrektion har det været nødvendigt med en basisstation. Og det fungerer godt nok. Men problemet er, at de kun har en rækkevidde på cirka 10 kilometer, fortæller Lars Nielsen, der er indehaver af Agrovo.

Derfor har de fleste, der har ønsket at køre med RTK, været tvunget til at købe egen basisstation.

  - Men det er nu overflødigt, hvis man køber en lille boks, der kan hente referencesignalet ned fra et system af basisstationer, der dækker hele Danmark, forklarer Lars Nielsen, der nu lancerer det opsigtsvækkende system, som er helt uafhængigt af mærke, så længe det installerede GPS-system i maskinerne ikke blokerer for brug af dette signal.

 - Dækningen skal nok være i orden, selv hvor det i dag er lidt svært at snakke i mobiltelefon. Det skyldes, at referencesignalet ikke kræver så stor båndbredde, og at det med en god antenne på traktorens kabinetag har en længere rækkevidde end en mobiltelefon, siger Hans Henrik Pedersen.

Han påpeger videre, at det er en velafprøvet teknologi hos landmålerne.

En helt ny situation
- Mobilteknologien til at hente referencesignal med kommer til at betyde meget for landbruget og maskinstationerne. Det er lige det, vi har ventet på, fastslår Mogens Kjeldal.

Maskinstationskonsulenten er meget optaget af, at udbyderne af GPS-systemerne nu kan fokusere på at skabe nye muligheder frem for at konkurrere på at stille basisstationer til rådighed for kunderne.

Desuden mener Mogens Kjeldal, at det er en meget stor fordel for såvel maskinstationer som landmænd, at de ikke længere skal tænke i rækkevidde af basisstationer.

- Det her bliver en løsning, som er til rådighed for alle, som vil betale et abonnement og købe en boks til systemet. Og det er jo ikke nyt, at man skal betale for at få et præcist system, siger han og peger videre på, at det fremover bliver mest interessant, hvad GPS-systemerne kan frem for hvilket navn, de har.

  - Vi spekulerer jo heller ikke over hvem, der har fremstillet transmissionen til en traktor, men kun på, hvordan den virker, mener han.

I det hele taget finder konsulenten, at det skal være så nemt at bruge autoguidance og autostyring, at man blot skal sætte sig ind og trykke på en knap.

  - Så skal systemet fungere, og det vigtige bliver, at arbejdet i marken bliver gjort endnu bedre, siger Mogens Kjeldal.

(1,5)  30-01-11-ef

(1,5) 31-01-11-ef