Bestyrelsen i Enorm Biofactory, der er Nordeuropas største insektfabrik og har base i den midtjyske by Flemming, har fredag den 25. april indgivet begæring til skifteretten om at indlede en rekonstruktion.

Det sker på baggrund af udfordringer med at opnå tilstrækkelig afsætning af virksomhedens produkter under de nuværende markedsvilkår og efter en længere indkøringsperiode, som har krævet et væsentligt større finansieringsgrundlag end først forudset.

Klar mission

Det var i slutningen af 2023 Enorm Biofactory blev etableret og indviede et 22.000 kvadratmeter nyopført anlæg med en klar mission om at fremme en mere bæredygtig fødevareproduktion ved at udbytte restprodukter som grundlag for proteinprodukter baseret på insekter.

I ryggen havde man en række investorer, der bidrog med en trecifret millioninvestering og i ejerkredsen var blandt andet landbrugsselskabet DLG.

Derudover var der stærk opbakning fra myndigheder og industrien, som over de seneste år har gjort det muligt at skabe Nordens største og en af verdens mest avancerede insektfabrikker. Anlægget fra 2023 er med højt teknologisk niveau og unikke muligheder for cirkulær udnyttelse af ressourcer.

Direktør Carsten Lind Pedersen forklarer, at man fortsat har tro på projektet og dets potentiale. Arkivfoto: Victor Juul Grønbæk

Direktør Carsten Lind Pedersen forklarer, at man fortsat har tro på projektet og dets potentiale. Arkivfoto: Victor Juul Grønbæk

Udfordringer

Det til trods har tekniske og operationelle udfordringer under opførelsen og indkøringen af anlægget medført forsinkelser. Her er de fleste kritiske forhold dog blevet løst.

- Vi har opført en banebrydende facilitet, og vi tror fortsat på, at produktionen vil kunne reetableres og bringes op i fuld drift inden for en overskuelig tidshorisont. Markedets tilbageholdenhed har dog gjort det vanskeligt at sikre tilstrækkelig afsætning og finansiering, forklarer direktør Carsten Lind Pedersen i en pressemeddelelse.

Derfor har bestyrelsen og ejerkredsen i samarbejde med virksomhedens interessenter besluttet at igangsætte en rekonstruktion. Formålet er at skabe et nyt grundlag for videreførelsen af projektet, eventuelt i ny struktur eller med nye partnere.

- Det er med stor beklagelse, at vi har set os nødsaget til at indlede en rekonstruktion. Vi har hele vejen igennem troet på projektet og dets potentiale, og det gør vi stadig. Vi håber, at rekonstruktionen kan skabe et nyt grundlag for at føre projektet videre og realisere dets bæredygtige vision, lyder det fra direktøren.

Samarbejde om fremtid

I pressemeddelelsen skriver Enorm Biofactory, at man i den kommende periode vil arbejde tæt sammen med rekonstruktøren og øvrige interessenter for at afdække og realisere de muligheder, som bedst understøtter en fremtidssikret anvendelse af det opbyggede potentiale.

Det forventes at ville omfatte insektproduktion, men potentielt kan fabrikken også udnyttes som platform for et bredere bioindustrielt setup med synergier på tværs af fødevarer, føder og energi.

Enorm Biofactory var i slutningen af marts i vælten grundet naboklager om længerevarende lugtgener, der lugtede 11 gange mere end tilladt.

Business