Ny landbrugsuddannelse
ÆNDRINGER: I den nye landbrugsuddannelse skal alle praktikpladser være godkendt for at have elever. Og ansættelseskontrakter erstattes af uddannelsesaftaler.
1. juli i år trådte en helt ny landbrugsuddannelse i kraft. Den består kort fortalt af en faglig uddannelse på 3 år og 5-11 måneder - samt en lederuddannelse der varer halvandet år.
Den nye landbrugsuddannelse startede med de første hold i august, og den består stadig af tre skoleophold og praktik. Uddannelsen har en fælles start på »Dyr, jord og natur«-indgangen. Det er stadig muligt at starte uddannelsen med praktik og efterfølgende skoleophold.
Efter et grundforløb på 20 uger følger et hovedforløb, der starter med 12-15 måneders praktik efterfulgt af 16 ugers skoleophold. I hovedforløbet har eleverne mulighed for at slutte med specialer inden for »Landmand husdyr«, Landmand planter« eller »Jordbrugsmaskinfører«. En elev kan stige af uddannelsen efter første hovedforløb og kaldes så landbrugsassistent.
Derefter kan man gå videre med 18-21 måneders praktik, hvorpå hovedforløbet afsluttes med 20 ugers skoleophold og betegnelsen landmand.
Godkendte praktikpladser
En væsentlig ændring i forhold til tidligere er, at i den nye uddannelse skal alle praktikpladser være godkendt for at have elever. Det vil sige, at de praktiksteder, der tidligere har haft Modul 2 elever, nu også skal være godkendt for at have elever i den uddannelse, der er startet efter 1. juli 2008.
En anden ændring er, at ansættelseskontrakterne erstattes af uddannelsesaftaler. Disse nye aftaler skal være indgået for at påbegynde uddannelsen. Der er dog lavet en overgangsordning således, at alle elever, som er startet i den tidligere landbrugsuddannelse, har mulighed for at gennemføre den under de hidtidige regler. Ligeledes er der mulighed for, at elever i den hidtidige uddannelse i samråd med deres læremester og skole kan søge over i den nye uddannelse.
Som optakt til den nye landbrugsuddannelse afholder Dalum Landbrugsskole en læremesteraften, tirsdag den 28. oktober kl. 19.00-21.30. Praktikværter og andre interesserede inviteres til orientering om forhold vedrørende den nye uddannelse. Her vil Irene Christensen fra 3F og skolens personale orientere om den nye landbrugsuddannelse. Landbrugsskolen er vært ved en kop kaffe, og det er ikke nødvendigt at tilmelde sig.
Landbrugets lederuddannelse
1. februar 2009 starter den nye Landbrugets lederuddannelse rundt omkring på de danske landbrugsskoler. Dermed er det slut med Modul 3 og 4 samt Agrarøkonom i den hidtil kendte udformning.
Den nye uddannelse har mere fokus på blandt andet personaleledelse og udvikling samt projektstyring og innovation, end den gamle havde. For at komme på den nye lederuddannelse skal man være uddannet landmand.
Landbrugets lederuddannelse varer 60 uger fordelt på tre trin af hver 20 ugers varighed. I de tre trin - Produktionsleder, Virksomhedsleder og Agrarøkonom - er fagene tilrettelagt således, at Produktionslederen har fag, der relaterer til den daglige drift både med hensyn til praktisk ledelse og produktionsstyring. Virksomhedslederen fokuserer på etablering og udvikling af en bedrift samt personaleudvikling, mens Agrarøkonomen har fokus på strategier, international økonomi og personlig lederudvikling.
På Fyn står følgende organisationer og skoler bag den nye uddannelse: 3F, Centrovice, Dalum Landbrugsskole, Dalum Uddannelsescenter, Fyns Familielandbrug, Fyns LandboUngdom og GLS-A.