MINDRE: Christiansminde Multisite har ingen mulighed for at udvide soholdet - derfor bliver det mindre.
Christiansminde Multisite har i soholdet stadig 200 drægtige søer stående i bokse. Så til spørgsmålet om, hvad de vil gøre nu, hvor vi nærmer os 2013-problematikken, svarer Henrik Jensen overraskende nok, at så går vi ned i soantal.
- Vi har ingen mulighed for at udvide her, da vi jo ligger inden for bygrænsen, pointere Henrik. – Det kan slet ikke svare sig, at arbejde i. Vi har nu ellers aldrig fået en klage fra naboerne, fortsætter han. Vi gør meget for, at der ikke skal være lugtgener i forhold til naboerne.
- For eksempel kører vi kun gylle én gang om året. Til gengæld kører vi så det hele i streg over et par hele døgn, så tanken er tom og pumpen er slukket efter 48 timer!
Mulighederne
Der ønskes alligevel ikke et sammensurium af helt nye bygninger og 20 år gamle stalde, i det tilfælde, at man kunne få lov, at gøre noget på matriklen. Da der så ikke vil gå mange år, før man igen skal på den, når de gamle stalde er færdige. I stedet må lejligheden benyttes til at få lidt luft i farestalden.
- Drægtighedsstalden med de 200 bokse har dimensionerne til farestald. Så planen ender nok med at blive en ændring af stalden, så vi kan få nogle flere farestier, forklarer Henrik Jensen. Mange producerede grise giver jo nogle gange lidt pladsmangel, på grund af de mange ammesøer.
Uhørte jordpriser
Da spørgsmålet om etablering af et nyt soanlæg, et helt andet sted, så kommer på banen, er udmeldingen klar.
- Jordpriser – det er ikke noget for mig, kommer det prompte fra Henrik Jensen.
Priserne i området ligger på 250.000 til 300.000 kr. pr. hektar og der står jeg helt af, fortsætter Henrik Jensen. Han kan sagtens se det sjove i et helt nyt soanlæg, men det skal kunne betale sig.
- Jeg er ikke bonde for enhver pris, - det skal være sjovt, slår Henrik fast.
- Hvis ikke det kan hænge sammen, - og det kan jeg ikke se det kan med de jordpriser - så kan jeg godt finde på noget andet at lave. Man skal jo ikke værre større for at værre større.
Tomme stalde
I snakken om 2013, nyt byggeri og jordpriser, kommer Henrik Jensen selv med det ledende spørgsmål: »Tomme stalde – hvad sker der med dem?
- Der er utrolig mange ejendomme til salg, og jeg tror ikke på de kommer i gang igen, siger Henrik Jensen. Han mener heller ikke en stald tåler at stå stille i særlig lang tid, før alt skal skiftes for at kører videre – og kan det så betale sig?
Hvad sker der?
- Hvordan vil Danmark ikke se ud om 20 år? I de foregående 20 år er rigtig mange store og dygtige landmænd rykket ud af landet med både know how og millioner, fortsætter Henrik Jensen med bekymret mine.
Henrik Jensen mener ikke det er hverken nemt eller attraktivt, at være landmand i Danmark, og han ved, at det er oppe til overvejelse blandt flere af de helt store besætninger, hvorvidt de skal fortsætte efter 2013.
- Ofte vælger de så soholdet fra og fortsætter med slagtesvinene, lyder det fra Henrik Jensen. - Hvis bedriften er bygget op i den typiske kronologiske rækkefølge, så er det også slagtesvinestaldene der er yngst. Men hvad så når de også er slidt ned? – Så stopper de helt!